Mosevang – Krashavevej 18

Mosevang, Krashavevej 18, Klemensker

Tidligere kaldet “Arbejdslyst” (1909-1950)
Matrikel 133a

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]
Skøde- og panteprotokollen 1879-1950

De ældste oplysninger

Kongens udmarksjord, det de senere fik matrikelnr. 133,  var i 1718 fæstet til gårdmanden på 20. slg. Anders Mogensen. Det er uvist, hvornår der blev bygget hus på grund. Der nævnes intet om det i de tidligste fæstebreve.  Jordstykke blev nævnt i udmarks-kommissionen i 1738, der findes i Rentekammerarkvet.
De tidligste “udbygger-fæstere”, som jeg har fundet, er Mogens Pedersen og Lisabeth Hansdatter. Lisabeths mor, Inger Hansdatter, der døde i januar 1728, boede i et udhus på Krashavegårds grund. Hun var enke og gift anden gang med Jens Olsen. Elisabeths far, Hans Nielsen, var død noget før 1728.

I skiftet efter Inger Hansdatter, den 12/1 1728, ses, at “udhuset” var en længe på 8 fag med stue- og ladehus. Det blev vurderet til 16 rd. Der har været lidt jord til huset, da der var sået ½ tønde rug og i ladehuset var en ko, en kalv, tre gamle gæs og en gase.
Det er uvist om det er dette hus, som Mogens Pedersen og Lisabeth overtog senere.

Opsidder Peder Larsen på Store Krashavegaard overlod udmarkslodden til udbygger Mogens Pedersen 3/1 1737. Dagen efter fik Mogens Pedersen fæstebrev på lodden (Kilde: Fæstebreve 1721-1759)

Husbeboere og fæstere

(1734)-1758 Mogens Pedersen og Lisabeth Hansdatter

I Jordebogen 1729-1738 bemærkedes, at udbygger Mogens Pedersen allerede havde tilegnet sig kongens jord. I følge Jordebogsregnskabet skulle Mogens Pedersen den 4/1 1737 have modtaget kgl. Fæstebrev på 1 td sædsjord og 1 td. Kløvgang. Fæstebrevet findes dog ikke i fæsteprotokollen! I jordebogsregnskabet bemærkes, at jorden skulle tidligere have været fæstet af gårdmand Anders Monsen. Anders Monsen kender vi en del til. Han var kirkeværge og valgte at tage livet af sig selv, ved at hænge sig i våbenhuset i juni 1734.

1758-1762 Elisabeth Mogensdatter og Lars Hansen

Fæstebrev 21. November 1758. Elisabet  faderens fæstejord uden for den 20. selvejergård. Jorden var på 1 tønde sædsjord og 1 tønde kløvgang, og fæstet på livstid. Afgiften var som fastsat efter ”Udmarks Jordebogen” dat. 4. oktober 1729 på 6 skæppe havre og 2 skålpund smør. Hun skulle behørig gjøde jorden og selv dyrke den. Hun måtte ikke bortleje jorden eller føre afgrøden fra ejendommen, holde lovlig dige og gærde, sine naboer ingen skade enten ved hunde eller andet. (Fæsteprotokollen 1758-1768, s. 15). Faderen Mogens Pedersen underskrev som værge for datteren.

1762-1775 Hans Bendtsen

Fæstebrev den 20/9 1762. Efter Elisabeth Mogensdatter og hendes mand Lars Hansen overtog Hans Bendtsen fæstejorden. De overlod fæstejorden 1 td sædsjord og 1 td kløvgang til Hans Bendtsen. Bendtsen betalte 2 rd i indfæstningspenge. (Fæsteprotokollen 1758-1768, s. 241)

Fæstebrev den 28/9 1774. Efter Rentekammerets tilladelse havde Hans Bendtsen indtage udmarksjord der blev fastsat til 4 skp. Sædsjord og 6 skp. Kløvgang. Han skulle årligt betale 3 skp. Havre og 1½ skålpund. Til indfæstning betalte han 1 rd 2 mark. (Fæsteprotokollen 1768-1782, s. 217)

Hans Bendtsen er vist nok identisk med Hans Bendtsen, der i 1787 boede på 21. slg. grund og var 75, skomager og husmand. Hans hustru er i så fald Gertrud Hansdatter.

De ældste matrikelkort (tre sammensatte kort) Mosevang markeret med en ring

1775-1790 Hans Jørgensen (1752-) og Anne Hansdatter (1748-)

Fæstebrev den 7/11 1775. Han overtager fæstet fra Hans Bendtsen. Jorden var på 1 td 4 skp. Sædsjord og 1 td. 6 skp. Kløvgang. Bendtsen afgav jorden til sin dattermand Hans Jørgensen. Årlig afgift var 1 td 1 skp havre og tre skålpund smør (Fæsteprotokollen 1768-1782, side 263)

Folketællingen 1787: Hans Jørgensen var husmand og national soldat og 35 år

Deres børn: Jørgen Hansen, f. 1778, Ole Hansen, f. 1781, Margrethe Hansdatter, f. 1783, Bodil Hansdatter, f. 1785

Fæstebrev den 30/11 1790

Hans Jørgensen havde afstået sin fæstejord og overdraget til Hintze Tønnesen jorden som var på 1 td og 4 skp sædsjord og 1 td 6 skp. Kløvgang. Årlig afgift var 1 td 1 skp havre og 3½ pund smør. (Fæsteprotokollen 1782-1791, side 604)

1790-1814 Hintze Tønnesen (1762-1813) og Anne Cathrine Jensdatter (1768-1852)

Anna Cathrine Jensdatter blev døbt 29/9 1768. Hendes forældre var Jens Olsen Schou og Karen Kirstine Jørgensdatter, 23. slg, Myseregaard i Rutsker. Hun døde 16/3 1852 på 10. vg. grund i Klemensker.

Han døde 28/11 1813 51 år gammel. I 1801 betegnes han som husmand med jord og national soldat – der findes et skifte

Deres børn: Else Marie Hintzesdatter, f. 1791, Karen Kirstine Hintzesdatter, f. 1794, Jens Hintzen, Tønnes Jensen, f. 1803 f. 1798. Tvillinger, begge dødfødte 27/9 1807, Anne Cathrine, døbt 12/3 1809- døde 2½ år gammel.

Skifte 15/3 1814

Skifte efter udbygger Hintze Tønnesen på 20. slg. fortorv. Anne Cathrine fik degnen som laugværge. Boets værdi blev opgjort til 333 rd 2 mk og gælden var 33 rd 2 mk. Enken tilbød at sønnerne hver arvede 60 rd og døtrene 30 rd, mod at de blev stående i huset og blev forrentet fra den 1. januar 1815.
Den 4/4 1814 blev enken gift med degnens 33 årige tjenestekarl Hans Jensen.

1814-1817 Hans Jensen (1780-1862) og Anna Cathrine Jensdatter (1767-1852)

Hans Jensen blev født o. 1780. Forældrene var Jens Jensen og Karen Jensdatter på 24. slg. Dammegaard i Klemensker. Han døde 22/5 1862 i Rønne.

Han fik fæstebrev 17/4 1814 – 13 dage efter ægteskab med Hintze Tønnesen enke.
De købte Onsbjerggård (8. slg.) hovedlod og parcel nr. 6 i Klemensker den 19/3 1817 for 600 rd.

1817 Jørgen Hansen

Han ser ud til kun at have fæstebrev på jorden fra den 14/5 til den 16/10 1817

1817-1834 Hans Adolphsen og Anne Elisabeth Mogensdatter

Hans Adolphsen blev født o. 1778 – sandsynligvis søn af Adolph Espersen, der døde 1813. Om Hans Adolphsen findes mange oplysninger på Bedegademøllen, 1. vg. grund, som han ejede 1817-1819 – se denne.

Hans Adolphsen fik fæstebrev 16/10 1817 på ejendommen på 20. slg. fortorv.

Matrikelprotokollen før udskiftningen o. 1827

Ejeren: Hans Majestæt Kongen. Brugeren: Hans Adolphsen.
”4) En bebygget samlet lod østen for Gaarden Matr. No. 28A, nordlig i Sognet ved Høilyngen.-
Jorderne er af Kongens Udmark og ifølge Forordningen af 15. April 1818 ansat til 1 Skp. Hartkorn”

Hans Adolphsen havde desuden matr. 174: ”En samlet Lod Krasmose kaldet paa Høilyngen, tæt ved Indmarksgjærdet nordøstlig i Sognet. Jordene er af Kongens Udmark” ”Lodden er 4 5.010/14.000 tønder land – 61010 kvadratalen Taxt 0”

Hans Adolphsen var en driftig herre, der ejede og drev flere ejendomme. I folketællingen 1834 er han møller på Splitsgårdsmøllen. I 1840 oplyser folketællingen at han er skrædder, for igen i 1845 at være møller. Se mere om ham under Bedegademøllen.

Hans Adolphsen var altså flyttet fra ejendommen før der blev udstedt fæstebrev (17/12 1834) til efterfølgeren Jens Pedersen, der allerede i 1831 boede på stedet. Fæstebrevet lød på jordstykket på 1 td 4 skp sædsjord og 1 td 6 skp kløvgang, sat i hartkorn til 1 skp.

1834-1838 Jens Pedersen (1802-1862) og Kirstine Svensdatter (1805-1857)

Jens Pedersen døbt 19/4 1802 i Klemensker. Forældre var Peder Monsen. Han døde på 30. slg.grund 19/9 1862
Kirstine Svensdatter blev døbt 24/3 1805 i Rø. Forældrene var Svend Hansen (Kjøller) og Karen Marie Thorsdatter, 9. vg. Mortingegård. Kirstine døde 13/12 1857 på 30. slg. grund.

Gift 19/8 1830 – Begge var tjenestefolk på præstegården i Klemensker.

Deres børn: Anne Christine, f. 1830, Peder Jensen, f. 14/11 1831, Jørgen Jensen, f. 28/11 1833, Marie Kirstine Jensen, f. 11/8 1835, Hans Jensen (Pedersen), f. 14/1 1838, Jens Jensen (Pedersen) f. 26/4 1841, Caroline Jensen Pedersen , f. 18/9 1843, Andreas Jensen Pedersen, f. 24/1 1846

Brandforsikring 11/3 1837

Et hus paa 20. slg. fortorv i Klemensker sogn ejet af Jens Pedersen.
Huset bestaar af 12 Fag, 8½ alen bredt, 3 ¾ alen høj paa Stolperne, bygget af ege- og Almebindingsværk, blandings overtømmer, klinede Vægge og Straatag, hvoraf:
a. 6 Fag Stuehus, indrettet til Stue, Kammer og Kiøkken, 4 Fag bræddeloft, 1 Skorsten og Bageovn, taxeret a Fag 25 rd er 150 rd
b. 6 Fag Ladehus, indrettet Loo, Lade og Stalde taxeret a fag 15 rd er 90 rd
c. En træbygning 2 Fag, 7 alen bred 2 ¾ alen høj på Stolperne, blandingstømme, klinede vægge og Straatag, indrettet til Høegulv og Vognskur, taxeret a fag 5 rd er 10 rd.
I alt 250 rd.
Forsvarligt mod Ildebrand og ei forhen forsikret. Brandredskaber forefandtes med undtagelse af brandhager, som ejeren paalagdes at anskaffe inden 14. Dage fra Dato. Skorstenen og Ovnen befandtes uden synlig brøst og ganske god Stand.

Bosteder:

Den 14/11 1831, 28/11 1833 og 11/8 1835 boede de på 20. slg. fortorv, altså inden de fik fæstebrev på jorden. Den 14/1 1838 og 26/4 1841 var han udbygger på 19. slg. 18/9 1843 og 24/1 1846 udbygger på 29. slg. I folketællingen 1845 angives stedet 30 slg. grund, sandsynligvis en fejl.

Fæstebrev 10/3 1838 Kgl. fæstebrev blev udstedt til Lars Mogensen på 1 td 4 skp sædsjord og 1 td 6 skp kløvgang, sat i hartkorn til 1 skp.

1838-1842 Lars Mogensen (Schruld) (1786-1857) og Margrethe Nicolaisdatter (1765-1844)

Lars Mogensen blev døbt 6/6 1787 i Nyker. Hans far hed Mons Larsen. I 1831 var de udbyggere på 21. slg. Han døde på 21. slg. fortorv, 70½ år gammel, den 2/8 1857 og i kirkebogen nævnes efternavnet Schruld.

Margrethe døde 21/8 1844 på 21. slg. grund

Lars Mogensen og Margrethe havde i 1834 og 1840 en adopteret søn ved navn Anders Bendtsen (f. o. 1827) boende hos sig.

Lars Mogensen giftede sig 2. gang 18/11 1846 med Inger Kirstine Olsdatter (f. 1806 i Knudsker). De får en datter Kirstine Margrethe Larsen, f. o 1848.

Skifte 20/8 1857

Der er et skifte efter Lars Mogensen den 20/8 1857.  Han efterlod sig ingen arveberettede børn. Hans søskende, der arvede, var broderen Hans Mogensen, der var død, så hans børn arvede, og søster Gjertrud Kirstine, gift med Espersen på 50. slg. gr. i Klemensker

1842-1879 Hans Kofoed (1807-1878) og Bodil Cathrine Kofoed, f. Olsdatter (1809-)

Hans Kofoed blev døbt 8/3 1807 i Klemensker. Forældre var udbygger på 32. slg. gr. Jens Hansen. Hans var snedker – i 1845 kaldet tømmermand. Han død på 20. slg. fortorv den 23/3 1878.

Bodil Katrine blev døbt 19/2 1809. Hendes forældre boede på 1. vg. grund (Østervang) i Klemensker og var Ole Hansen og Bodil Hansdatter (se disse).

Hans og Bodil blev gift 20/12 1834.
Bodil Katrine boede som aftægtskone hos datter og svigersøn i 1880.

Deres børn: Janusine Caroline Kofoed, f. o. 1835, Caroline Kirstine Kofoed, f. 1837, Margrethe Cathrine Kofoed, f. 14/10 1845 i Klemensker.

Matrikelprotokollen efter udskiftningen o. 1847

Ejeren: Hs. Maj, Kongen. Bruger: Hans Koefoed. Uden Hartkorn. 12 2.450/14.000 tønder Land
”4) En samlet bebygget Lod øster ved 20 Selveiergaard ved høilyngen. Jorderne ere indfæstede fra Kongens Udmark. Ifølge Forordningen af 1 April 1818 ansat til = 1 skp hartkorn”

Ft 1855 og 1860 intet sted oplyst, Ft. 1870: 21. slg. fortorv

Hans Kofoed var kgl. Arvefæster og fik skøde på matr. 133 og 175r den 18/2 1859 på Statens udmarksjord.

Brandforsikring 1858-

Hus på 20. slg. fortorv.  Den forsikrede: Hans Kofoed. Første gang forsikret 11/3 1837. Nærmeste nabo laa 220 alen der fra – det var farlig og uforsikret.
a. Stuehus 6 fag a 25 rd er 150 rd – farlig, straatag. Sammenbygget med b.
b. Ladebygning 6 fag a 15 rd og to fag a 5 rd er 100 rd farlig, straatag

Arvefæstelodden matr. 133b

Den 19/10 1868 overlod ejer og beboer på matrikel 133a, Hans Kofoed, parcel nr 2 af matr. 133, hvilket på matrikelkortet blev betegnet som matr. 133b, til husmand Christian Hansen (Hyldelyst). Det var skyldsat til 7 skp. 1 fdkr 2 ¾ album. Købesummen var 600 rd.

Salg og aftægtskontrakt

Enken efter husmand Hans Kofoed solgte 18/7 1879 til sin svigersøn Christian Jørgensen hus og jord i alt 4 12/14 tønder land for 2.400 kr. Betingelsen var, at hun måtte disponere over de tre vesterste fag af huset, samt bruge den vestreste del af haven. Hun skulle desuden have en pot nymalket mærk om dagen, så længe hun lever og boede i huset. Salget omfattede matrikel nr. 133a og 175r.

1879-1886 Christian Jørgensen (1842-1899) og Margrethe Cathrine, f. Kofoed (1845-1927)

Christian Jørgensen blev født 15/5 1842. Forældre Jørgen Hansen og Barbroe Jørgensdatter udbygger på 1. vornedgaard. Han døde i Klemensker 6/8 1899 på 20. slg. parcel.
Skomager og svigersøn til Hans Kofoed

Margrethe Cathrine Kofoed, f. 14/10 1845 i Klemensker. Forældre (se ovenfor) Hans Kofoed og Bodil Cathrine Kofoed, f. Olsdatter. Margrethe døde 9/2 1927 i København (Aggersborggade 9,3. sal).

Gift 16/11 1866 i Klemensker

Deres børn: Marie Krestine Jørgensen, f. 25/4 1868, Karoline Margrethe Jørgensen, f. 11/6 1870, Hans Peter Jørgensen, f. 11/6 1872, Janus Kristian Jørgensen, f. 8/4 1875, Georg Teodor Jørgensen, f. 23/4 1877, Hansine Katrine Jørgensen, f 21/4 1879, Anna Elisabet Jørgensen, f. 2/9 1881, Kristian Otto Jørgensen, f. 1885, Kristine Nikoline Jørgensen, f. 24/5 1886

I 1868-1870 var de udbyggere på 6. slg. grund (matrikel 14f) Kanesø (se denne). Fra 1872 boede de på Arbejdslyst hos forældre og svigerforældrene.

Christian Jørgensen skødede ejendommen den 23/6 1886 til Jens Peter Kofoed.  Salget omfattede matr. 133a og 175r. Købesum 3.300 kr

Kort – målt i 1886 og tegnet i 1887

Kort 1886 og rettet i 1914

1886-1893 Jens Peter (Jensen) Kofoed og Anine Kristine Katrine, f. Møller

Jens Peter Kofoed er født i Nyker 26/7 1845. Forældre var udbygger Jens Hansen og Kirstine Marie på 22. slg. grund.
Anine blev født i Aaker 29/8 1854. Forældre var ”fruentimmer” Ane Catrine Møller og ”barnefader” var husmand Peder Pedersen i Nylars.

Deres børn: Anna Petrea Kofod, f. 9/3 1880 i Aaker – døde 4/3 1922 og begravet i Klemensker, Gjeni Maria Kofod, f. 1886 i København?, Kristian Kofod, f. 30/3 1887 i Klemensker, døde 4/1 1907 i Ibsker, Johannes Andreas Kofod, f. 22/10 1893 i Olsker. De havde i 1890 et plejebarn Augusta Lovise Vilhelmine Jensen, f. 1888 i Klemensker.

Arbejdsmand Jens Peter Kofoed lånte 1.000 kr af sin bror Andreas Johannes Kofoed i Vallemark i Nyker.

Efter Klemensker flyttede de til Kongens Mark i Olsker. De er ikke fundet i folketællingen 1901.

Jens Peter Kofoed solgte til Johan August Olsson den 23/6 1893. Af skødet fremgår det, at de flyttede til Olsker. Salget omfattede matr. 133a og 175r, bygninger, avl, kakkeovn, kun med undtagelse af en gris, vogn og plov. Købsprisen var 4.375 kr

1893-1896 Johan August Olsson (1866- ) og Christiane Marie, f. Pedersen (1866-1896)

Johan August Olsson f. 28/7 1856, Asarum, Blekinge len i Sverige. Stenhugger.

Kristiane Marie Pedersen blev født 11/2 1866. Forældre Peter Christian Jørgensen og Christine Marie Mogensen, 9. slg. udbygger. Ved ægteskabet omtaltes hun som Husmandsdatter på 15. slg. lynglod. Hun døde 31/3 1896 i Østergade 185b, Allinge.

De blev gift 16. august 1889 i Klemensker. I 1890 boede de sammen med Kristianes mor.

Deres børn: Olga Elvira Marie Olsen, f. 12/11 1890 født på 20. slg. grund,

Ejendommen blev solgt 13/5 1896 til Niels Andersen fra Rø sogn.  Købesum 4.500 kr. Sælgeren forbeholdt sig 3 høns, 1 le, stenværktøj, 3 sække og 1½ tønde kartofler

1896-1897 Niels Andersen

Niels Andersen solgte 28/10 1897 til Peter Andreas Thorsen. Købssummen var 4.600 og inkluderede besætning på 2 grise, 2 gæs, 6 høns, 3 ænder og 3 køer.

Peter Andreas Thorsen og Petrea Lovisa, f. Pelle. Fotograferet af Theodor Yhr 1900. Bornholmske Billeder

1897-1918 Peter Andreas Thorsen (1873-1937) og Petra Lovise Pelle (1873-1910)

Peter Andreas Thorsen blev født 24/8 1873 i Østerlars. Flyttede fra Nyker til Klemensker i 1894. Han døde i Nyker 21/6 1937
Petra Lovise Pelle, født i Rønne 14/6 1873. Hun døde i Klemensker 2/7 1910
De blev gift 14/6 1897.

Deres børn: Einer Kristian Thorsen, f. 6/3 1904, død 3/1 1993 i Neksø, Valborg Kristine Thorsen, f. 30/5 1907, død 4/3 1987 i Rønne.

Da Peter Andreas Thorsen sælger Arbejdslyst er han avlsbruger i Østermarie til avlsbruger Søren Christian Gustav Wridt i Klemensker den 16/1 1918.  Følgende jordlodder er inkluderet i salget: matr. 133a, 175r, 175cr, 170c og 175ia. Købssummen var 20.000 kr

1918-1918 Søren Christian Gustav Wridt

Allerede den 26/8 1918 solgte Søren Wridt ejendommen videre til Emil Charles Mogensen fra Rø.  Ejendommen bestod af 2 heste, 6 køer, 3 kvier, 3 kalve og 3 svin. I købet medfulgte 18 høns, 18 kyllinger og 7 ænder. Købesummen var 20.000 kr.

1946 luftfoto tilhørende Kgl. Bibliotek

1918-1950 Emil Charles Mogensen og Marie Agnete Elisabeth, f. Jensen

Landbruget og dets biografier side 228

133a – »ARBEJDSLYST«, Klemensker. Tlf. 65u. 20. Slg. Frt 10,4 ha – Htk. 1-0-0-½ – Ejdsk. 19,500 – Grdsk. 7,100. Overtoges 1918 af: Emil Charles Mogensen, f. 14.10.1890 i Rø (S. af Peter M. og Andrea, f. Kofoed). Børn: Konrad Emanuel, f. 1. 11. 1919. Villy Johs., f. 15. 8. 1925. Viggo Kaj og Ove Gunnar, f. 29. 12. 1931.

Brandforsikringsprotokollen for forsikr. Nr 646, Mosevang, matr. 133a Alm. Brand for Landbygninger

Af brandforsikringen fremgår det, at der i 1949 blev nyforsikret efter en ombygning. Af luftfotografierne at dømme, må denne ombygning have fundet sted inden 1946.

Skøde 19/5 1950 til Andreas Kristian Jensen. Købssum 49.000 kr

1950-1955 Andreas Kristian Jensen

Skøde den 15/11 1955 til Knud Kristian Jensen, købssum 48.750 kr

1955-2001 Knud Kristian Jensen

2001-2009 Finn Harbo Jensen

2009- Dorte Bozard Skov Madsen og Thierry Bozard

2009 ejendomsværdi 840.000 kr

Mosevang fra nord. Foto: JVH 9/3 2021

Mosevang fra vest. Foto: JVH 9/3 2021