Splitskov, Splitsgårdsvej 21 – matrikel 31c

Splitskov, Splitsgårdsvej 21, Klemensker

23. slg. parcel

[Underside til “Udbyggere og husmænd“]

Ældste historie

Ejendommen kan føres tilbage til 1700-tallet og var da et hus uden meget jord. Optræder ikke i skattelister da det betragtedes som husmandssted uden jord. I 1800tallet var det en mindre ejendomme og avlen på den lille jordlod blev suppleret med daglønsarbejde på gårdene.

Sammensatte matrikelkort i brug til 1858, men bygninger og ældste vej er fra o. 1787

Ældste historie

Der har eksisteret et hus på grunden tilbage til 1787 og sandsynligvis også tidligere. Af de tre ejendomme på 23. slg. grund er dette det mindste og har i perioder ikke haft skattepligtig jord, som gør, at man kan finde huset i amtsregnskaberne. Et andet problem er at huset er placeret på jorde, der blev reguleret mellem Lille, Store Dammegård og Splitsgård.  På det ældste matrikelkort er huset placeret på Splitsgårds grund, men angivet med korret matrikelnr 31c. Præcis historie om reguleringerne har jeg ikke fundet.

Beboere

1787 (?)-1814 Peder Andersen og Ellen Pedersdatter (o 1741-)

Peder Andersen døde 66 år gl på 23. slg. grund og blev begravet 1/5 1801.

I folketællingen 1787 og 1801 er familien registreret på 23. slg. grund. Ellen var 46 år og havde 2 hjemmeboende børn. Og det nævnes, at manden tjener en bonde og altså derfor ikke nævnt.

Deres børn: Anne Pedersdatter f. o. 1764 (ft 1801), Marlene Pedersdatter f. o. 1769, Cecilie Pedersdatter (1773-1829), Peder Pedersen f. o. 1782

1814-1829 Cecilie Pedersdatter og Hans Hansen Kjeldsen

Cecilie  blev født o. 1773 og døde 8/6 1829 på 25. slg. grund i Klemensker. Hendes forældre var Peder Andersen og Ellen.

Efter at Cecilie fik fæstebrev på jorden til ejendommen, giftede hun sig med Hans Kjeldsen på Virkelyst på 25. slg. fortov. Hans Kjeldsen blev født o. 1772

Hans Kjeldsens første kone var Maren Clausdatter blev begravet 14/8 1814. Hun døde 36 år gammel på 25. slg. grund. Han giftede sig igen med pigen Cecilie Pedersdatter den 23/7 1815. I kirkebogen nævnes at hun ejer et hus på 23. slg. grund og var 38 år gammel. Han boede på 25. slg. fortov. Matrikelprotokollen 1827 oplyser, at matr. 153 (senere 139) ejet af Kongen, Brugeren var Hans Hansen Kjeldsen. Ejendommens beliggenhedvar  NØ for Splitsgaard. Hans giftede sig 3. gang med Johanne Kirstine Jensdatter f. o 1799 og i 1838 købte de 38. slg. Aspesgård i Østerlars. Hans Kjeldsen døde i Østerlars 16/4 1849.

Fæstebrev 29/9 1814  Arkivalieronline (sa.dk)

Gårdejer Hans Jensens livsfæste til Cecilie Pedersdatter på jord, dat 29/9 1814.

Cecilie Pedersdatter ejede et hus ved Splitsskov og havde hidtil forpagtet 2½ td land havrejord og skovkrat til at vogte udi på omtrent ½ tønde land. Gårdejeren gav hende nu livsvarig fæste på jorden. Gårdejeren ville beholde retten til af hugge brænde i skovkratten, men tillod at hun ryddede skov og krat på et nærmere anvist område ved huset.

Livsfæstet gjaldt for Cecilie, men også for hendes moder Ellen, Peder Andersens enke, som hun forsørgede. Moderen skulle beholde jorden til hun døde, oplyser fæstebrevet.

Årligt skulle betales 8 pund ”forsvarlig smør” til Lille Dammegaard. Indfæstningen var på 66 rd og der skulle årligt ydes 3 dages kvinde-arbejde i høstens tid.

Matrikelprotokollen o 1827 oplysninger om at en del af matrikel 31a blev brugt af Hans Hansen Kjeldsen: En bebygget ager og skovlod nordøst for Kirken og Æggebjerg, samt en ager og kratlod sydvestlig for gården matr. 31a og en lille kratlod tæt østen for den bebyggede ager og skovlod.

Fæstebrev 4/10 1832 Arkivalieronline (sa.dk)

Peder Rasmussen fæstebrev til Jep Mogensen og hustru, Karen Marie Hansdatter, på jord i 50 år, dat 4/10 1832, læst 10/9 1841. Jordlodden har tidligere været fæstet til Cecilie Pedersdatter. I årlig afgift skulle svares 1 lispund smør til Lille Dammegård, enten i naturalier eller efter kapitaltaksten, samt yde 5 dages mandsarbejde i sædhøsten. Fæsteren har frihed over den skov og brænde som ligger nord for huset og den øvrige del til at høste græs af. Den såkaldte Træller.. (?) bruges til vogtning eller høstning, men ikke til at fælde træer, som gårdejeren forbeholder sig ret til. Den årlige afgift var på 3 rd. Indfæstningen var betalt med 50 rd. Sidst i skødet er tilføjet, at den nye tiltrædende Hans Mogensen Kiøller har betalt 5 rd. den 10/9 1841.

1830-1841 Jep (Ipsen) Mogensen og Karen Marie Hansdatter (Lyster)

Jep blev døbt i Østerlars 25/8 1799. Forældre Jeppe Mogensen og Ingeborg Rasmusdatter. Jep døde 6/4 1861 på 27. slg. grund.

Karen Marie Hansdatter blev født o 1800 i Klemensker. Karen døde 1/3 1880 på 27. slg. grund

Deres børn: Anne Marie Ipsen, f. 5/5 1825 (på 8. vg. gr.), Hans Ipsen, f. 15/10 1830 på 25. slg.gr., Ingeborg Cathrine Ipsen f. 6/1 1834 på 23. slg.gr., Peder Jørgen Ipsen f. 19/12 1836 på 26. slg. gr

I 1825 var familien udbyggere på 8. vg. grund

I ft 1855 nævnes at Karen Marie er født Lyster

1841-1857 Hans Mogensen Kjøller og Kirstine Margrethe Pedersdatter

Hans Mogensen Kjøller blev født o 1800 i Olsker. Søn af møller Mogens Hansen på 8. vg. gr.. Hans Mogensen Kjøller døde 56 år gl. på 23. slg. gr. den 9/6 1855.

Kirstine Margrethe Pedersdatter blev født o 1800 i Rø. I 1860 boede hun hos sønnen  Mogens Peter Hansen Kjøller, der havde overtaget ejendommen. Kirstine døde 6/12 1866 hos svigersønnen, der forpagtede præstegården.

Deres børn: Margrethe Kirstine Kjøller f. 8/2 1832 på 41. slg. gr., Mogens Peter Hansen Kjøller f. 1/5 1836 på 48. slg. gr., Mads Hansen Kjøller f. 5/5 1839 7. vg. gr., Stine Kjøller, f. 26/4 1842 på 23. slg.gr., Ane Marie Kjøller f. 2/1 1848 på 23. slg. gr.

Skifte efter Hans Mogensen Kjøller den 31/3 1857. Arkivalieronline (sa.dk)

Huset med fæsterettighed på 23. slg. jorde blev vurderet til 400 rd, og løsøret til 80 rd. Boet havde gæld til sønnen Mogens Peter Hansen Kjøller på 60 rd. Efter gælden var fratrukket var der til deling 118 rd 7 sk.

Skøde 29/11 1862 Arkivalieronline (sa.dk)

Fra Hans Lou, beboer og ejer af Lille Dammegård, til Mogens Peter Hansen Kjølby for  grunden matrikel 31c for 600 rigsdaler. Mogens Kjølby ejede huset på grunden og havde lejet jorden, som huset stod på. I Hartkort sat til 4 skp 3 fdkr 1 ¾ album. Det bemærkedes, at der over jordloddens vestre ende går en vej i følge købekontrakt 14/4 1862

1857-1919 Mogens Peter Hansen Kjøller og Catrine Juline, f. Pedersen

Mogens Peter Hansen Kjøller blev født 1/5 1836. Forældre Hans Mogensen Kjøller og Kirstine Margrethe. Mogens Peter Hansen Kjøller døde 21/1 1919 på ejendommen

Skifteudskrift efter Mogens Peter Hansen Kjøller 5/7 1919 i skøde- og panteprotokollen Arkivalieronline (sa.dk) Arvingerne var:

  1. Vognmand Hans Emil Theodor Kjøller, der var død i Allinge 21/4 1904. Han efterlod sig følgende børn: Jørgen Peter Kjøller, 23, slg. parcel, ugifte Hansine Cathrine Kjøller, København, sømand Karl Emil Christian Kjøller, Norge, Andrea Kjøller i ægteskab med Josef Bertinius Gulliksen, Norge, Landmand Julius Andreas Kjøller, Gothegård.
  2. Kusk i Allinge Karl Adolf Kjøller
  3. Emilie Christine Marie Lund f. Kjøller I ægteskab med avlsbruger Karl Oluf Kofoed Lund, 25. slg. parcel. I Klemensker.

Arvingerne havde adkomst til boet, der bestod af matr. 4b, 31c, 33e, 33f og 33 g. Boet blev værdisat til 12.500 kr.

Skøde 5/7 1919 Arkivalieronline (sa.dk)

Skøde fra arvingerne efter Mogens Peter Hansen Kjøller solgte matrikel 31c og bygninger, inventar og avl til afdødes søn Karl Adolf Peter Kjøller for 6000 kr

1919-1932 Karl Adolf Peter Kjøller

Født 31/10 1862 i Klemensker. Forældre Mogens Peter Kjøller og Catrine Juline (se ovenfor)

Enkemand i 1921

Skøde 2/6 1932

Fra Karl Adolf Peter Kjøller til Kristian Andreas Kofoed. Købssum 5.200 kr.

1932-1944 Kristian Andreas Kofoed

Skøde 30/3 1944

Fra Kristian Andreas Kofoed til arbejdsmand Karlo Kornelius Olsen. Købssum 11.500 kr

1944-1972 Karlo Kornelius Olsen

Areal 1/10 1969 22.908 m2

Skøde 9/3 1972

Skøde til Gunnar Erlandsen. Købssum 62.840,69 kr

Splitskov 1968 – luftfoto tilh. Kgl. Bibliotek.

Luftfotografiet stammer fra før 1973, hvor en af staldlængerne brændte (Oplysninger 2023 fra Gitte Erlandsen).

Det lille trefagshus i baggrunden var et fodermester hus til Store Dammegård. Bent Weinrich Hansen oplyser  [2023]: Der boede i min barndom 1961-ca1975 en mand kaldet “brænde pihlen” en alkoholiseret gut som havde lidt arbejde på St. Dammegård og ellers gik tur med sin puddelhund Krølle… ofte temmelig beruset og højrøstet. Vi var som børn lidt bange for ham, selvom han var ganske uskadelig. …
Huset her på billedet brændte forøvrigt også ned til grunden…omkring 1975-77

Splitsgårdsvej 21 1990. Luftfoto tilh. Kgl. Bibliotek

1972-1991- Gunnar Erlandsen og Ellen

Gunnar og Ellen boede i 1972 på Landlyst på Splitsgårdsvej.

Gunnar fyldte 75 år den 24/7 1991 og de havde diamantbryllup i oktober 1998. Gunnar Erlandsen blev begravet i Klemensker 3/5 2003

-2004-2017 Kent Pedersen og Anne Marie

2017- Dorthe Munch Jensen og Per Hansen