Simblegårds grund – tjenestepigens hus
Elsebye Jacobsdatters hus og senere Hans Jørgen Pikkers aftægtsbolig
I 1834 var det et 6 fagshus, som ikke kan placeres – måske Bækkegårdshuset på matrikel 61g, , der kunne være et jordløst hus på grænsen mellem 53. slg. og 17. slg. grund.
[Underside til “Udbyggere og husmænd“]
Huset historie
Skøde 27/10 1815 på Simblegård. Et udsnit heraf lyder:
Kaptajn Jesper Hansen Holm til sin søn Hans Holm på Hovedgårds bygninger og udbyggerhuse og vandmølle, dog er Thor Petersen, Ole Jørgensen og Ole Johansen og ligeledes Kirstine Cathrine Holm ejere af husene på Simblegårds grund. De tre første af deres iboende huse, og den sidste af det nybyggede hus, som jeg under dags dato har tilskødet, og paa hvis tilliggende grund jeg forbeholder mig at meddele hende fæste for hendes levetid.
Denne gård med stæl…..
Kaptajn Jesper Hansen Holm solgte gården til sin søn den 27/10 1815, samme dato skødede han et nybygget hus til Kirstine Cathrine Holm og ville altså give livsvarigt fæste på den jord, som huset lå på.
Kirstine Cathrine Holm kan næsten ikke være andre end Kirstine Cathrine Jensdatter, datter af Simblegårds tjenestepige, Elsebye Jacobsdatter og født i 1802. Og hvis det er sandt, så er det gårdejerens gave til sin illegitime datter, født udenfor ægteskab.
Kirstine Cathrine var kun 13 år, derfor måtte det være hendes mor, der stod for huset.
Beboere/husejere
1815-1833 Elsebye Jacobsdatter (1774-1839)
Elsebye Jacobsdatter blev født o 1774 i Klemensker. Hun var 17 år gammel da hendes far, Jacob Andersen, døde på Simblegårds grund, hvor han var udbygger. Se skifte 18/4 1792 Hendes mor hed Sidselle Kirstina Iversdatter.
I folketællingen 1801 er den 27årige Elsebye Jacobsdatter tjenestepige hos gårdejer Jesper Hansen Holm på Simblegård. Han var enkemand og havde begravet sin hustru Kristine Mørch den 31/10 1800. Hun døde i barselsseng og barnet Kirstine Margrethe døde 7 uger gammel.
Elsebye Jacobsdatters barn Kirstine Catrine
Elsebye Jacobsdatter døbte den 24. januar 1802 sin ”uægte” datter Kirstine Cathrine Jensdatter. I kirkebogen er hendes dåb den 24. januar 1802, I kirkebogen er dåben udførligt beskrevet:
”Til Barne fader er udlagt Jens Olsen en Søemand”.
I jordebogsregnskabet for 1802 ses, at der blev ”aftinget” og betalt en lejermålsbøde på 24 skilling. Præsten havde indberettet lejermålet til amtet og attesterede at Sømand Jens Olsen var efterlyst, men kunne ikke findes.
Kirstine voksede op hos moderen i et huset på Simblegårds grund. Hun blev gift 2/11 1824 med Lars Hansen, der var søn af gårdejer på Vestre Bedegadegård, Hans Jørgen Pikker. Der var traditionen for, at den førstefødte dreng, født 20/3 1825, skulle opkaldes efter morfaderen, altså Jacob, men han kom til at hedder Jesper Hansen, da han blev døbt i 1824. Derfor er det næsten sikkert, at hendes far ikke var sømanden Jens, men gårdejer på Simblegård, Jesper Hansen Holm. Et fadderskab som Jesper Hansen Holm allerede havde vedkendt sig i 1815 ved at forære hende et hus, samtidigt med at han solgte Simblegård til sin søn.
Det er også værd at bemærke, at Kirstine Catrine blev konfirmeret den 1/10 1815 på dispensation fra kancelliet, ved en skrivelse af 8. juli 1815, da hun kun var 13 år efter. Præsten noterede ”gode kundskaber og godt forhold” – altså de bedste karakterer.
Datteren og Lars Hansen boede sammen med Elsebye de første år af deres ægteskab. Her fik de barnet Jesper Hansen og vist nok også deres barn nr. to i 1826. Løjtnant Hans Holms hustru bar barnet Jesper Hansen til dåben – Hans Holm var halvbror til Kirstine Cathrine, barnets mor, hvis altså ovenstående antagelse er sand!
Vestre Bedegadegårds aftægtshus
Hans Jørgen Pikker og hans hustru Anne Kirstine Hansdatter solgte Vestre Bedegadegård til deres søn Lars Hansen den 18. november 1833 for 600 rd. Samtidigt blev der lavet en undentagskontrakt mellem forældrene og Lars Hansen og Kirstine Cathrine. Undentagskontrakten indbefattede huset på Simblegårdsgrunden.,
Undentagskontrakten bestemte, at de gamle skulle flytte til 6 fags huset på Simblegårds grund, som var beboet af Elsebye Jacobsdatter. I undentagskontrakten står, at Lars Hansen skulle skaffe Hans Jørgen Pikker og hans hustru ”den til huset hørende haveplads, samt dertil en sommergræsning til en ko på den til huset liggende jord, hvilket hus med have og græsning gårdejeren som meldt, skal forskaffe uden at vi derfor svare nogen som helst Afgift og gårdejeren [altså sønnen Lars Hansen] holder huset i forsvarlig stand med tag. Skulle Gårdejeren ikke kunne forskaffe os det nævnte hus med have og græsning på de nævnte vilkår, da skal han i stedet være forpligtet at udbetale til os 80 rb sedler, skriver firesindstyve Rigsbankdaler sedler, som vi i saa kan forskaffe os huseværelse for.
Da Hans Jørgen Pikkers solgte Vestre Bedegadegård til sønnen Lars Hansen, var det altså betingelsen, at hans hustrus mors hus, blev Hans Jørgen og Anne Kirstines aftægtsbolig. Sådan blev det og Elsebye Jacobsdatter flyttede til Vestre Bedegadegård hos datter og svigersøn. Her boede hun til hun døde den 14/6 1839.
1833-1846 Hans Jørgensen/Hans Jørgen Pikker og 1. Anne Kirstine Larsdatter, 2 Kirstine Margrethe Hansdatter og 3. Kirstine Poulsdatter
Hans Jørgensen Pikker blev født i Gudhjem den 25/11 1759, han døde 10/7 1846 på 53. slg. gr. 87 år gammel
Anne Kirstine Larsdatter døde 17/5 1834 på 53. slg. gr. 68 år gammel – I skifteprotokollen anmeldes dødsfaldet: “aftægtsmand Hans Jørgen Pikkers”, intet efterladt, hvilket der aldrig er, når der var indgået en aftægtskontrakt.
Hans Jørgen Pikker giftede sig anden gang den 8/11 1835 med enken Kirstine Margrethe Hansdatter, 61 år på Simblegårds grund.
Hans Jørgen Pikker gifter sig tredje gang 84 år gammel den 2/4 1843 med pigen Kirstine Poulsdatter, 31 år gl., født i Olsker. Hun har en søn Peder Jensen (Peter Jensen Møller i ft 1840 og 1850), f. 20/10 1838 i Olsker. Kirstine Poulsdatter flyttede til Nyker den 18/1 1853 ifølge kirkens afgangsliste. (hun tilmelder sig i Nyker den 19/1 1853)
Efter 1846
Lars Hansen, Vestre Bedegadegård ejede 6 fagshuset på Simblegårds grund og da hans far døde, har enken sikkert fået lov til at bo i huset et stykke tid. Ved alle ejendomme på Simblegårds grund havde gårdejeren forkøbsret til huset. Tidspunktet 1846-47 var samtidigt med udskiftningen.