Fra sommerbolig til undervisningsprojekt!
Brinkevej 2A, Sandkaas
I dag matrikel 82æh
[Underside til “Udbyggere og husmænd”]
Oprindelig 11. selvejergaaeds lynglod, der ved udstykning var en del af matrikel 82s. Herfra udstykkedes parcellerne matrikel 82ct. Se oversigt her. Af matriklen 82ct udstykkedes matriklen 82fæ på ¼ album i hartkort og 82gf i ¼ album.
Ejendommen kort fortalt.
Huset blev opført kort efter 1878 og sandsynligvis lejet ud. Lige netop i 1878 er der gryende interesse for Nordbornholm som feriedestination især for tyske turister. Det er nærliggende at tro, at det fra starten var tænkt som sommerbolig. Dog blev den i 1888 bolig for August Funch indtil 1912. I 1913 bliver huset solgt, som sommerbolig, til den tyske maler Silberstein. I en periode fra 1933 til 1940 var det helårsbeboelse for Silberstein. I dag er det et projekthus for kommende restaureringsarkitekter og håndværkere.
Jord og husejere
-1858 Hans Jensen Bech
Hans Jensen Bech var ejer af Lille Hallegaard, 11. selvejergaard, i Olsker. Gården grænsede ikke op til kongens marker, hvorfor skete en speciel tildeling af Strandmarken, en lynglod der lå mellem Lundegaards udmark og stranden. Den tildelte strandmark/lynglod, matrikel 82s, blev sat i hartkorn til 2 fdkr ½ album.
Hans Jensen Bech solgte i 1858 lynglodden til skolelærer E. Bohns søn Emil Theodor Ferdinand Bohn i Allinge for 250 rdl. Der var stor uenighed om opdelingen af lynglodderne, hvorfor salget skete på betingelse af, at Højesteret ikke gik imod Bechs tildelte ejendomsret. (Se skødet fra 1858, da de blev læst på tinget den 2/4 1862 )
Salget af lynglodden blev draget i tvivl, men der blev indgået et forlig den 12. september 1866, hvor 67 rbd 4 mk 8 sk blev indbetalt kommunen. Ejendomssagen blev læst på tinget i 1878.
(1858-) 1878-1888 Emil Theodor Ferdinand Bohn (1857-1917) og Sandrine Nielsine Riis
Formelt var Emil Bohn ejer af lynglodden 82s fra 1858, men da han endnu ikke var fyldt 1 år, så var jordkøbet nærmere hans fars investering, men vel med tanke om at hans søn engang kunne anvende jorden og opføre et hus derpå? Salget faldt ikke på plads umiddelbart, da der var en retslig behandling i 1866, hvor der blev indbetalt penge til kommunen. Jeg er ikke klar over hvad uenigheden drejede sig om.
Frem til 1878, inden Emil Bohn var 21 år, var det hans far, der forvaltede jorden og betalte ejendomsskatter til kommunen. Flere parceller blev solgt fra og i 1878 var der lidt af 82s og to udmatrikuleret to lynglodder tilbage, nemlig matrikel 82cs på 1 ¼ album og 82ct på 1 ½ album.
Det var på matrikel 82ct, at Emil Bohn byggede huset, som nu er ved at blive opmålt og renoveret af studerende fra arkitektstudiet og fra Campus Bornholm.
I 1878 var Emil Bohn landvæsenselev på Esrumgaard i Frederiksborg amt. Det var her han underskrev et lånedokument den 19/6 1878 på 1500 kr med sikkerhed i englodderne 82s, 82cs og 82ct til ”Creditforeningen af Landeiere i de danske Østifter”.
Jeg tænker, at lånet blev optaget for at opføre et hus på grunden. Kommunens skatteregnskaber afslører, at hverken Emil Bohn eller hans far boede i Sandkaas, ellers ville de have betalt formue og husskatter.
Personlige oplysninger:
Emil Theodor Ferdinand Bohn er født 16/9 1857 i Allinge. Han er søn af skolelærer ved Allinge Borgerskole Esper Hansen Bohn (1809-1894) og hustru Caroline Samuelsen.
I hele hans liv købte og solgte han huse og jord og satte adskillige projekter i søen. I 1885-1890 var Emil Bohn avlsbruger og boede i Allinge. Da han mageskiftede i 1888 med August Funch, var det med en bolig, han ikke selv boede i.
I 1890 var han mejeriejer og senere i 1906 var han både brandforsikringsdirektør, strandingskommissær og Vejer og Maaler. Han var hotelejer og sad i kommunalbestyrelsen i Allinge for partiet Venstre i en årrække.
Han var en af Nordbornholms største matadorer. Se billeder og læs mere om Emil Bohn på Ann Vibeke Knudsens hjemmeside:
Han døde 19/8 1917. I nekrologen i Bornholms Tidende 20/8 1917 læses, at han i sin ungdom var elev på broderen Julius Bohns højskole i Østermarie* og derefter landvæsenselev på forskellige store gårde. I firserne oprettede han fællesmejeriet ”Kajbjerggaard”, der senere omdannedes til andelsmejeri. Han var avlsbruger fra sin gård, som senere, efter han solgte jorden, omdannedes til ”Hotel Central”.
[*Forfatteren til nekrologen tog fejl: Højskolen lå i Østerlars på 3. vornedgaard og det var i 1870, at Emil Bohn var elev, faktisk blot 12 år gammel.]
Han havde været medlem i perioder af amtsrådet i halvfemserne frem til 1916. I to perioder var han medlem af Allinge-Sandvig Byråd, første gang i 1897-1903 og fra 1909, hvor han kort efter måtte nedlægge sit mandat på grund af svagelighed. Af tillidsposter nævnes: formand for ”Østersøbadet Bornholm”, bestyrelsesmedlem af det østbornholmske Dampskibsselskab og i repræsentantskabet for Hypotekforeningen.
Hans hustru var Sandrine Nielsine Riis. Hun er født 19/7 1868 og var kun 17 år gammel da hun den 27/11 1885 blev gift i Olsker kirke. Hun er datter af Laurits Jørgensen Riis og Julie Margrethe Jørgensen i Olsker. Hun døde 12/12 1924.
Deres børn: Astrid Laurentia Bohn (f. 12/9 1886 i Allinge), Emil Bohn (f. 26/1 1890 i Allinge), Gudrun Margrethe Bohn (f. 9/3 1893 i Allinge, Einer Bohn (f. 21/6 1899 i Allinge)
1888-1912 August Odinus Funch og Hansine Kristine, f. Jensen
August var brolægger, da han den 1. marts 1888 erhvervede sig matrikel 82ct og bygningerne, der fra ny af var opførte af Bohn og forsikrede for 2000 kr i Brandkassen. Skødet er udfærdiget i “jeg-form” af Emil Bohn!
Prisen for bygninger og grund var sat til 3000 kr. Overdragelsen skete ved at Funch mageskiftede med Bohn med huset i Allinge matrikel nr. 139 [Det må være 139a Grummeløkkegade 9 – hvor Funch boede 1886-1888].
Familien boede på Brinkevej indtil 1912. I folketællingen nævnes, at han var mursætter i 1890 og i 1901 stenhugger på Hammeren.
Deres børn: Adolf Funch (f.17/9 1887 i Allinge), Sanda Funch (f. 24/3 1890 i Olsker). Alvilda Funch (f. 4/5 1892 i Olsker), Hans Anker Funch (f. 19/11 1900 i Olsker)
Udstykning af matr. 82cs 1909-1915
Den 21/7 1900 købte August Odinus Funch et tilliggende jordlod matrikel 82cs for 500 kr. af Emil Bohn i Allinge – forinden havde Boh udmatrikuleret klippen matrikel 82eø, som han for 1000 kr solgte samme dag til stenværksejer Axel Reinhold Wiberg.
Det synes imidlertid var være en god forretning af overtage matriklen for Funch. Gruunden blev udmatrikuleret således:
I 1909 matriklen 82fl – det er i dag Tejnvej 39
1909 matriklen 82fm – solgt til Malevina Westphal –
1909 matriklen 82fn – solgt til Malevina Westphal (fm og fn slået sammen) – adresse Storedalen 21
1909 matriklen 82fo – i dag Tejnvej 52
1909 matriklen 82fp – i dag Tejnvej 66
1911 matriklen 82fz
1912 matriklen 82gd – slået sammen med 82fz – vist ikke bebygget før senere
1915 matriklen 82hk – i dag Storedalen 23 – denne grund blev først solgt i 1920 til Martha Zastrow
1915 matriklen 82hl – sammen med 82hk
1912-1913 Mathias Christian Funch
August Funchs yngre broder, Mathias Funch, overtog ejendommen i 1912 for 5.000 kr.
Mathias Funch var blikkenslagermester i Allinge da han fik ejendommen skøde fra August Funch den 28/5 1912 . Salget omfattede matriklerne 82fz, 82fæ, 82gd og 82gf tillige med de på grunden værende bygninger, ”disses grund-, mur- og nagelfaste Appertinentier”, samt avl og afgrøde. Prisen var 5.000 kr.
Olsker sogns beboere havde ret til at køre på vejen der gik igennem matrikel 82ct, hvor de to matrikler 82fæ og 82gf var udstykket. Ligeledes var der også vejret for ejeren af matriklen 82eø, som var stenværk og som også var en udstykning af den oprindelige lynglod 82s.
Blikkenslagermester Mathias Funch boede i Allinge og brugte altså ikke huset i Sandkaas i den korte tid han ejede det.
1913-1947 Martin Silberstein (1871-1959) og Emmy Otto
Funch solgte det han havde købt af broderen i 1912, men nu til en pris af 6.000 kr. Funch udstedte en købekontrakt til Martin Silberstein medens han boede på Hotel Sandkaas den 26/7 1913. Silberstein indfriede med det samme to prioritetslån og betalte 2.223 kr kontant. Resten skulle betales senest 7. november for at salget var gyldigt. Silberstein betalte det fulde beløb inden fristen udløb og modtog skødet den 10/11 1913.
Skødet fra M.C. Funch omfattede matriklerne 82fæ, 82gd, 82fz og 82gd og huset.
Silberstein var uddannet kunstmaler på Kunstakademiet i Tyskland og bosat der, da han på en ferietur i 1913 kom til Nordbornholm og købte huset i Sandkås. Familien brugte huset som sommerbolig, men da Hitler kom til magten, blev sommerboligen til helårsbeboelse i skjul Hitlers forfølgelser. I 1943 måtte den jødiske familien flygte til Sverige. Læs mere om Silbersteins i Finn Rowold og Hansaage Bøggilds artikel “I læ for nazismen”, side 44-46 i Bornholmske Samlinger 2002.
Ovenstående udsnit er af en længere artikel i Bornholms Tidende 1. oktober 1913 om tyskernes køb af jord og opførelse af huse. Den var stærk kritisk og ikke særlig venlig i tonen. Læs hele artiklen her.
Matriklerne 82kf og 82kg blev udstykket i 1934 og solgt af Silberstein i 1935 til ægtefællerne Fritz og Helle Dreyfuss for 2.840 Rm (rigsmark). I 1951 solgte arvingen Peter Dreyfuss matriklerne til kunsthandler Peter Marius Rasmussen for 2.800 kr.
Matriklen 82ke, der var en parcel af 82fæ, solgte Silberstein i 1935 til fru Louise Cohn Linde, f. Rosenhein, Rechtsanwalt Dr. Lindes hustru, som hendes særeje, for 2000 Rm. I 13/9 1943 solgte ekspeditionssekretær Aage Jensen som befuldmægtiget for Cohn Linde til installatør Poul Jensen Poulsen for 6.000 kr. (Lov om rådighedsindskrænkning af 27/12 1940)
Silberstein ejede flere huse og grunde. Efter 1947 og til 1959 havde han grund og hus på matrikel 82iz, Tejnvej 51.
Se også Ann Vibeke Knudsens omtale af Martin Silberstein i Sandkaas.
1947-1968 Gartnerbrødrene Oluf, Albert og Carl Andersen
Købesummen for matriklen 82fæ og 82fg var 30.000 kr samt matriklerne 82fz og 82gd
Se oversigt over matriklen til 1949
Ifølge Vejviseren var boligen ikke beboet i 1955-1968
1968-1992 Knud Fiil
Matriklen 82fz blev den 28/2 1968 solgt af Oluf Andersen til Knud Fiil, Aarsballe for 125.000 kr. det blev skødet videre i 1992 til Bill Hansen og Birgitte Hansen for 2.550.000 kr
1992-2017 Bill og Birgitte Hansen
Huset har vist nok stået ubeboet i hele perioden fra 1955, men benyttet til sommerudlejning, senest fra naboen Imatra og senere fra “det ny” Hotel Sandkås.
2017- Arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk
Arbejdsgiverforeningen erhvervede huset og kaldte det “Lærlingenes Hus”. Det skal engagere og inspirere lærlinge fra hele landet til at kombinere de fineste, danske håndværkstraditioner med de nyeste byggeformer og den mest moderne viden om bæredygtighed og genanvendelse.
Arkitektstuderende fra København og håndværkeruddannelsen på Campus Bornholm bruger huset som projekt og læringsplatform i deres uddannelse. I 2017 var målet at opmåle huset, rive det ned og genopføre det med gamle materialer. Ønsket var at indrette 3 ferielejligheder. Det skulle efter planen realiseret på tre år. Nu (sommer 2021) står huset endnu. Gulve og indervægge er fjernet.
Prisen for huset på 221 m2 var 695.000 kr