Hotel Sandkaas 1910-1977
Matrikel 82fe og 82by – der er en parcel af matrikel 82s – Fra 1937 samlet i matrikel 82by
[Underside til “Udbyggere og husmænd”]
Strandlodden var ubebygget i 1901, da stenværksejeren udstykkede og solgte det til en af sine stenhuggere. Matrikel 82fe var på godt 7 tønder land.
Stenværket lå på matrikel 82cs, der lå umiddelbart op til stenbruddet, som er markeret på kortet.
Den første ejer og beboer var således:
1901-1905 Christian Andersen og Lise Carlsson
Om Christian Andersen og Lise se artikel om “Storedal”. Lundegaardsvej 11
Skøde 21/11 1901 hvor stenværksejer Andreas Christian Holm skøder en parcel af matrikel 82s, som han ejer, til stenhugger Christian Andersen. Landbrugsministeriet havde den 12/9 1900 tilladt udstykningen betegnet som matrikel 82fe, der var skyldsat i hartkorn 1 ¾ album. Prisen var 650 kr. Det omtalte stykke jord var allerede taget i brug af køberen. Dog skulle køberen acceptere en servitut om færdsel på den 7 alen brede vej fra stenværket på matrikel 82cs skulle respekteres.
På grunden byggede han et hus, som senere bliver kernen af Hotel Sandkaas.
Finansiering
Panteobligation udstedt 21. november 1901 af stenhugger Christian Andersen til stenværksejer Andreas Christian Holm af Allinge på 620 kr. Christian Andersen skal afdrage 50 kr hver termin.
Christian Andersen udstedte en panteobligation på 1400 kr fra Kreditforeningen af ejere af mindre ejendomme paa Landet mod pant i ejendommen som skønnedes 3000 kr i værdi og var på et areal af 80650 kvadratalen.
1905-1907 Hans Andreas Andersen
Christian Andersen solgte hus og grunden matrikel 82fe den 15/7 1905 for 2250 kr. til stenhugger Hans Andreas Andersen.
Ved købet accepterede han en 7 alen bred vej fra stenværket på matrikel 82cs.
Hovedparten af betalingen sket ved hjælp af Østifternes Husmandskreditforenings lån på 1400 kr og en restfinansiering af 280 kr. ved hjælp af en panteobligation. Der blev aftalt en årlig betaling på 30 kr. som afdrages på panteobligation ved hvert termin med 15 kr.
1907-1909 Frank Hansen, Mathias Funch og Hans Funch
Med skødet den 21/1 1907 sælger Hans Andreas Hansen hus og grund til brugsforeningsuddeler Frank Hansen i Tejn, blikkenslager Mathias Funch fra Allinge og smedemester Hans Funch fra Allinge. Overdragelse af bygninger og jord, som nævnt i skødet den 15/7 1905. Desuden omfattede skødet halmen på loftet og de på grunden værende sten på nær 2000 stk. Sælgeren forpligtede sig til at fjerne ståltrådshegnet omkring hønsehuset. Prisen var 3200 kr.
De tre ejere havde store planer om hoteldrift på stedet, hvorfor de købte matrikel 82by med ejendommen Tejnvej 44. Se denne her.
Ansøgning om gæstgiveri fra 1. maj 1907
Smed Antonius Funch fra Allinge søgte Sognerådet om lov til at drive sommergæstgiveri fra 1. maj til 1. oktober fra deres ejendom ved Storedalen. Sognerådet vedtog på mødet den 10. april at anbefale ønsket, men ville vente med at give den endelige tilladelse efter at vej-forholdene blev aftalt med ejerne.
Der var planer om tilbygning til en decideret hotelvirksomhed, som dog ikke blev realiseret i første omgang.
1909-1910 Mathias Funch
Skødet 1/9 1909 fra Frank Hansen og Hans Funch på deres andel af matrikel 82fe og matrikel 82by til blikkenslager Mathias Funch for 5000 kr.
1910-1923 Carsten Christian Reinbach
Carsten Reinbach forpagtede ejendommen allerede i 1909 og indgik en købekontrakt den 16/2 1910, hvor han lovede at betale sjendomsskatter mv fra 1. januar 1910.
Den 30. marts 1910 behandlede sognerådet en ansøgning fra hotelforpagter Reinbach fra Sandvig om tilladelse til at drive hotelvirksomhed i Storedal i tiden 1. maj til 30. september. Sognerådet anbefalede det på betingelse af at der opføres og drives et første klasses hotel.
Rådets medlem Jens Andersen forlangte tilført at han stemte imod, da han anså bevillingen for skadelig.
På sognerådets møde den 18. april 1910 blev det pålagt Reinbach at bringe en af sognet tilhørende natursten tilbage, hvor han havde taget den eller betale 25 kr. Reinbach var tilsyneladende i gang med at indrette en prydhave, hvor natursten var populære som udsmykning.
Betingelserne for overtagelse blev indfriet i løbet af 1910, således at skødet kunne udstedes den 29/8 1910. Blikkenslager Mathias Funch solgte hermed til hotelforpagter Carsten Christian Reinbach tillige med matrikel 82by for en pris på 12.500 kr.
Gjæstgiveri
I Bornholms Tidende for 26. maj 1910 læses følgende:
I sidste Amtsraadsmøde forelaa en Ansøgning fra Forpagter af ”Klo’s Hotel” i Sandvig, Gjæstgiver C. Reinbach, om Bevilling til i Sommermaanederne at drive Gjæstgiveri (Krohold) i en Ejendom, der tidligere har tilhørt Blikkenslager Mathias Funch, Allinge.
Ejendommen, der er beliggende ved Storedal i Olsker umiddelbart ved fortrinlig Badestrand, er nylig kjøbt af Hr. Reinbach for 12.500 kr.
For tre Aar siden fik Smedemester Hans Funch, der da var medejer af Ejendommen, Ministeriets Tilsagn om Gjæstgiverbevilling, naar de fornødne Bygninger vare opførte paa Grunden, men bevillingen blev ikke udfærdiget, da det projekterede Hotel ikke blev bygget.
Den ny Ejer, der er Fagmand og i flere Aar har været Portier paa ”Blanchs Hotel”, har foreløbig ladet de Bygninger, der findes paa Ejendommen, indrette til Gjæstgiverbrug, men det er efter Sigende hans hensigt at bygge et tidssvarende Turisthotel der.
Amtsraadet vedtog at anbefale denne Ansøgning.
Hoteldriften var kommet i stand i løbet af 1912 da der i Bornholms Tidende den 5/12 1912 kan ses en liste over gæstgiverier på Bornholm: Amtsraadets fastsættelse af brændevinsafgiften for Gæstgiverier for 1913-1915 skulle ”Reinbachs Hotel” betale 80 kr om året.
Navnet ”Hotel Sandkaas” ses første gang i 1914.
1923 En konsortium Olsen, Kure og 2x Glistrup
8/3 1923 sælger Reinbach, der var flyttet til København, hotellet til Gårdejer August Olsen, Hollændergaard i Olsker, forretningsbestyrer P. Kure, Allinge, købmand Carl Glistrup og købmand Viggo Glistrup fra Rønne, matriklerne 82by, 82fe og 82fø for 60.000 kr.
Købet omfattede alt som der findes på hotellet: Møbler, sengeklæder, service, dækketøj, køkkeninventar samt ”en del Varer af vin og spirituosa m.v.”
1923-1933 P. Hintz
16/5 1923 sælger konsortiet Hotel Sandkaas videre til Restaurantør P. Hintz, København for 51.000 kr.
Der blev udstedt obligation til Københavns Vin-Compagni, der herefter blev eneleverandør af vin og spiritus så længe obligationen ikke var indfriet. Salget var desuden betinget af at der kunne opnås bevilling til spiritusudskænkning.
1933-1945 Agnes Nielsen (-1945)
I Bornholms Tidende den 5/4 1933 læses at restauratør P. Hintz, Vangehuset, København har solgt Hotel ”Sandkaas” til Lorents Nielsen, bl.a. kendt som tidligere leder af hotel ”Cosmopolite” i København.
Imidlertid var det til hans hustru Agnes Nielsen, der overtog hotellet. Skøde fra P. Hintze til Agnes Nielsen, der havde særeje ifl. Ægtepagt.
Olsker Sognerådet fornyede gæstgiverbevillingen i 5 år gældende fra 1937. I 1942 forlængedes gæstgiverbevillingen atter i 5 år, men sognerådet ville ikke anbefale Agnes Nielsens ansøgning om også at få beværterbevilling.
Agnes Nielsen døde den 31. maj 1945 i København.
Matrikelnr. 82fe blev nedlagt og lagt under matrikel 82by
Udstykninger
Agnes Nielsen ejede Tejnvej 44 og matrikel 82by. Herfra udstykkedes grunde til sommerboliger. I perioden 1934-1959 blev 19 sommerboliger udstykket og solgt:
1934 udstykkedes matrikel 82ki
1937 udstykkedes 82kv (Tejnvej 44) og 82kx, samt 82ll og 82 lm
1938 udstykkedes 82lg, 82lh, 82li og 82lk
1942 udstykkedes matriklen 82mv som solgtes 10/4 1943
1948 udstykkedes 82nz (som senere sloges sammen med 82fz
1952 udstykkedes 82og (?), 82pg og 82ph
1959 udstykkedes 82po, 82qr, 82gb, 82qc
1948-1949 Rigmor Christensen og Ib Lorents Nielsen
Den 7/5 1948 findes tinglyst skifteudskrift der viser adkomst efter Agnes Nielsens ejendom til Olivia Nielsen. Hendes arvinger var Rigmor Christensen og Ib Lorents Nielsen. Ejendomsvurderingen på 30.000 kr
1949- Auktionsfirmaet Laurits Christensen
Rigmor og Laurits Christensen var henh. datter og svigersøn til Agnes Nielsen. Firmaet overtog stedet på tvangsauktion den 20/4 1949.. Formentlig solgtes hotellet umiddelbart efter.
1948-1966 R. Bendtsen
Hotelejer R. Bendtsen havde drevet Hotel Sandkaas i 18 år – de første år som forpagter.
1966-1972 Jens Aage Koch Erichsen
Blomstergrossist J.A. Erichsen fra Odense overtog Hotellet 1. Oktober 1966. Efter han havde solgt hotellet til Dansk Totalentreprise A/S fortsatte han som forpagter af hotellet indtil det lukkede den 30/9 1977.
1972-1977 Bøje Nielsen og Axel Juhl-Jørgensen
Erichsen solgte 82by til Dansk Totalentreprise A/S, der ejedes af Bøje Nielsen og Axel Juhl-Jørgensen for 700.000 kr. Deres plan var at bygge et moderne hotelkompleks med 130 værelser og både indendørs og udendørs svømmebassiner på stedet. Planerne blev standset af Fredningsstyrelsen.
I 1976 forsøgte de to entreprenører at ændre afslaget ved at bringe en to sides annonce fra ”Dansk Totalentreprise A/S, der havde en historisk redegørelse samt præsenterede planer om at bygge et moderne hotelkompleks. Firmaet var ejet af direktør Bøje T. Nielsen i Næstved og direktør Axel Juhl-Jørgensen.
1977-1985 Den Danske Stat, Skovstyrelsen v/ Bornholms Skovdistrikt.
Allerede i 1973 blev blev gennemført fredninger af jordvolde.
Skødet er dateret den 11/2 1977 og prisen for ejendommen var 1.075.000 kr. Hotellet blev revet ned.
1985 Allinge-Gudhjem Kommune
Skødet var på 0 kr.