Fra stenhuggerbolig til Universitetes feriebolig
Lundegaardsvej 11
Matrikel 82u – Strandmarken sognets udmark
[Underside til “Udbyggere og husmænd”]
Frem til 1954 var navnet ”Storedal” pseudonymt med huset på Lundegaardsvej.
Se hovedkort i Skøde og panteprotokollen her.
Forhistorie
Tilhørte Lundegaard og var oprindelig sat i hartkorn til 3 fdk 1 ¼ album
I skødet er særskilt nævnt matrikel 82u af sognets udmarksjorden i Olsker som er sat til 3 fdk 1 ¼ album, samt endvidere skødebrev på den kgl. Arvefæstelod af 12. april 1872, læst 24/4
Den 24/3 1984 solgte gårdejer Hans Christian Lund Lundegaard til Fritz Julius Jacobsen. I salget indgik hovedloddet 14. Slg., matrikel 18a, og Dyndegaard stæl 15. Slg. matrikel 19a, samt parcellerne matr. 18b, 19b, 73a, 73b og 82u. Frits Julius Jakobsen betalte 57.000 kr og for løsøre 12.000 kr.
Landbrugsministeriet accepterede udparcellering af matrikel 82u den 27/9 1899 og 1901 udskiltes matriklerne 82fa på 1 fdk ¾ album, 82fb på 2 album og 82fc på 1 ¾ album.
Matrikel 82u var efter 1901 blot på 2 ¾ album og blev solgt den 25/3 1903. I 1954 frasolgtes jord, som i hartkorn blev sat til 2 1/4 album (82qe) og tilbage var blot 1/4 album på 1114 m2, hvoraf vejen udgjorde 100 m2.
1903-1904 Hans Christian Møller
Det var Hans Christian Møller der byggede huset “Storedal”.
Indtil da var han husmand i Tejn må matriklen 5b. Denne ejendom solgte han den 1. april 1903 til træskomager Jens Jørgen Jensen for 1800 kr.
Grunden 82u var i 1903 ubebygget og den 7/3 1904 solgte gårdejer Frits Julius Jacobsen på Lundegaard jordstykket til Hans Chr. Møller, der nu ernærede sig som stenhugger. Grunden var skyldsat til 2 ¾ album.
I skødet nævnes, at køberen allerede havde overtaget ejendommen og måske også havde opført huset på grunden? Prisen var 1500 kr. hvoraf de 700 kr allerede var givet gårdejeren som obligation i 1903.
Ejendom på tvangsauktion
Ejendommen kom på tvangsauktion den 30/11 1904 og da ingen bød over Foreningen Østifternes Husmandskreditforening tilgodehavende på 1500 kr, havde Østifterne overtaget ejendommen. Foreningen overdrog ejendommen til Christian Andersen den 16/3 1909 mod at han indfriede gælden i huset på 1500 kr.
1905-1955 Christian Andersen (1874-1959) og Lise Carlson (1874-1956)
Christian Andersen, der var stenhugger på det nærliggende stenbrud, havde den 21/11 1901 købt en jordlod (82fe) af skovarbejder Andreas Christian Holm. Her byggede Christian Andersen et hus til sig og sin familien. Huset er kernen til det senere hotel Sandkaas. (se denne). Den 15/7 1905 solgte han huset for 2.250 kr til stenhugger Hans Andreas Andersen.
Jeg tror, at Christian Andersen flyttede fra Strandhuset og lejede “Storedal” af Østifternes Husmandskreditforening fra 1905. Han fik ejerskab til huset ved at overtage gældsforpligtelsen – se ovenover. Han fik et såkaldt fogedudlægsskøde den 18/12 1909.
Christian Andersen f. 4/8 1874 i Olsker. Hans forældre var husmand Jesper Andersen og Karoline Petrea, Stenløse. Han døde 7/4 1959 i huset på Lundegaardsvej. Han var udlært stenhugger og arbejdede som stenhugger i Storedal. Han var bestyrelsesmedlem i Socialdemokratisk Forening og Stenhuggernes Fagforening. Medlem af Sogneraadet i 1921 som socialdemokrat. Formand for fattigudvalget. Han og familien var baptister.
Lise Carlsson født 10/1 1874 i Smedstorp, Kristianstads Län. Hendes forældre var Carl Löfgren og Agda Pehrsdotter, der var kommet til Bornholm i 1874 da Lise var spæd.
Christian og Lise blev gift 1/11 1894.
Deres børn: Anna Marie Andersen f. 29/6 1895 i Olsker, Karl Emil Andersen f. 30/6 1897 i Olsker, Agnes Christian Andersen f. 26/10 1899 i Olsker, Aksel Emanuel Andersen f. 4/4 1901 – død 1980), Asta Hansine Andersen f. 31/8 1903 i Olsker, Hans Peter Andersen f. 29/4 1909 i Olsker, Martha Andersen f. 31/1 1912 i Olsker, Dagny Andersen f. 10/7 1914 i Olsker – død 12/4 1990.
Bornholmeren 4. august 1954
I dag, onsdag, fylder en af sognet agtede mænd, fhv, stenhugger Chr. Andersen, 80 år. Chr. Andersen, der voksede op i et husmandshjem i Olsker, kom som 15-årig i stenhuggerlære hos sin ældre broder og arbejdede i dette fag, lige til alderdommen tvang ham til at lægge om. I hans ungdom var det strenge tider for stenhuggerne; efter 10 timers dagligt slid kunne man bringe en ugeløn hjem på 11 kr., hvilket ikke forslog meget i en husholdning, navnlig ikke når børneflokken var stor, hvilket netop var tilfælde i Andersens hjem. Derfor prøvede han på at supplere indtægterne ved at tage ekstraarbejde, foruden han selv drev lidt landbrug. I 1894 giftede han sig og boede da i den første tid i sit barndomshjem, men slog sig senere ned i Sandvig. Her følte han sig dog ikke rigtigt til rette, hvorfor han byggede sig et hus i Sandkås, det hus, hvorom hotel Sandkås senere er vokset op. Efter at have afhændet dette, købte han sig den ejendom i Storedal, som han nu har beboet i mere end 50 år. Til trods for, at hans tid altid har været optaget af hårdt arbejde og arbejdsdagen urimelig lang, kan han stadig glæde sig ved et ualmindeligt godt helbred, kun, siger han selv, kniber det en smule med hørelsen. I sine yngre dage var han en ivrigt forkæmper for at skaffe sine ligestillede tålelige levevilkår; hans arbejdsfæller blev hurtigt klar over, at de her stod over for en mand med evner ud over det sædvanlige og brugte ham derfor flittigt, bl.a. var han i en periode af 12 år medlem af sognerådet, hvor man satte megen pris på ham.
I hjemmet er der vokset 5 piger og 3 drenge op, og de vil alle med undtagelse af Hans Peter, der for tiden er på Grønland, i dag mødes med deres gamle forældre i hjemmet i Storedal.
Supplerende oplysning kan læses i Bornholmeren da han døde som 85-årig i 1959:
Socialdemokratiet på Bornholm har meget at sige Chr. Andersen tak for. Han var en trofast støtte i den vanskelige tid, da arbejdet med opbygningen af bevægelsen på Bornholm tog sin begyndelse. Chr. Andersen var imellem de første stillere for red. Nielsen-Hauge, da denne blev valgt.
1955-1988 Asta Hansine Andersen
Asta Hansine Andersen er født 31/8 1903 i Olsker og døde 9/8 1992 i Allinge. Hun var ugift.
Skøde 12/11 1955 fra Christian Andersen til datteren Asta (ejendomsvurdering 6.300 kr). Der blev lyst en servitut om aftægt for Christian Andersen og hustru Lise Pedersen i deres levetid. Den blev aflyst i 1963.
1988-1995 John Torp Eriksen
Skøde 5/1 1988 på 200.000 kr. John Eriksen må have boet i huset allerede 1982, da han søger tilladelse til at bygge garage med redskabskur.
1995- Københavns Universitets feriefond
Den 25/7 1995 blev der givet tilladelse til nedlæggelse af helårsbolig til sommerbolig. Ejendommen bestod af 60 m2 bolig med udnyttet tagetage på 34 m2, samt et udhus på 14 m2 og en garage på 36 m2.
Den 24/10 1995 solgtes ejendommen til feriefonden for 540.000 kr (vurderingssum 190.000 kr)