Tysk Villaby?

Tyske ejendomme i 1919

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]

I 1913 var der en ivrig diskussionen i de bornholmske aviser om tyskernes køb af dansk ejendom på Nordbornholm. Nordbornholm havde allerede i 20-30 år været et populært feriemål for tyskere, men først i 1909 kom der gang byggeriet i Sandkaas. Overraskende var, at det var kvinderne der købte, byggede og arrangerede ferieophold for turisterne.

Jeg har beskrevet nogle af de huse, der blev købt eller bygget af tyskere i 10-året 1909-1919. Det var en helt ny kultur der kom til at præge området. Tyskerne tiltrak en dansk kulturelite, der ikke så den tyske kultur for en fare, modsat den generelle holdning som læses i aviser. Tyskernes dominans mindskedes efter 1. verdenskrig. I mellemkrigstiden kom andre grupper af tyskere, blandt andet på flugt fra nazismen. Tyskernes tilstedeværelse og indflydelse satte sit aftryk på Sandkaas, der blev “Nordeuropas Capri”, snarere en en “Tysk Villaby”.

I artiklerne har jeg med links henvist til sider med beskrivelse – flere vil med tiden blive tilføjet.

Tyskeriet paa Bornholm

Artikel i Herning Folkeblad – Vestjylland, der citerede Bornholms Tidende. 9. december 1913:

Der skal atter være solgt 3 a 4 Grunde ved Sandkaas til Tyskere, saa vi til næste Sommer vil kunne ”Glæde” os ved nogle flere tyske Villaer.

Det er en i national henseende beklagelig og beskræmmende Forretning, som der drives med Villagrunde.
Som et Lyspunkt skal dog anføres, at det vides, at to Mænd har afslaaet at sælge til Tyskerne under nogen Betingelse.

Desværre betyder dette Lyspunkt kun lidt i Forhold til den Kendsgerning, at den smukke Egn er og vil blive saa bebygget med tyske Villaer, at man i den tyske Presse nok vil faa Ret til at bruge Betegnelsen ”tysk Villaby” om Sandkaas. Denne Betegnelse skal være bleven brugt. Ikke ganske med Rette synes vi. Men den kommer nok til at passe – desværre.

Nirvana ved Hammershus fotograferet af Kjøller i Allinge o. 1913. Billedet tilhører Bornholms Museum

Hvad Tyskerne har købt

Sommerboliger paa Nordbornholm. Bornholms Tidende 1. Oktober 1913

Allinge.

Vi skal her ganske kort nævne de Sommerboliger, som ejes af danske og tyske Sommergæster.

Begynder vi ved Hammershus, har vi først Villa “Nirvana” tilhørende en tysk Dame, der nu er gift med Føreren af det tyste Skoleskib “Pelekan” der hver Sommer ligger her udenfor paa Rheden. Kaptajnen hedder Türch.

Paa Tømmebakken ligger “Olgasheim”, tilhørende Enken efter en tyst Maler Salomon.

Ved “Sjølierne” har vi “Hammerhytten”, der ejes og beboes af Professor Borch ved Polyteknisk Læreanstalt (Broder til Distriktslæge S. Borch).

I Sandvig er Hotellerne “Strandslot” og “Rosenborg” samt avlbruger Andreas Schous tidligere Gaard i Familien Reiners Eje. Et mindre Hus tilhører en tysk Rentier le Jeune, hvis Hustru er Bornholmer.

Paa Korsbjerg mellem Allinge og Sandvig er Opførelsen af en Villa paabegyndt til den tyste Arkitekt Schliemann, der har ejet Byggegrunden i flere Aar. Oprindelig var det nok Tanken at oprette et Hjem for Nervelidende, men Planen strandede paa, at Byraadet ikke vilde give ham Eneret over Stranden til Anlæg af Havn, Badehus m. v.

Tæt ved ligger en Villa, der med sit store Tag minder om et Teglværk. Den tilhører Købmand Klinkhardt fra Reisse i Schlesien. Han bor her Aaret rundt.

Det samme er Tilfældet med den tyske Frk. Prusse, der har købt og sammenbygget to mindre Huse paa Vippebakken, hvor hun driver Pensionat om Sommeren og om Vinteren giver Musikundervisning. Hun har forøvrigt for nylig holdt Bryllup med en Oberleutnant Hahn.

Ved Stranden syd for den tyste Maler Silberstein’s Moder købt en større Plads med Stensætninger (vistnok) fra Broncealderen. Tæt ved har nylig Ingeniør Fehrenberg købt Grund af Enkefru Caroline Jørgensen.

Syd for Sandkaas Trinbræt lige ved Banen, ligger Villaen “Claras höhe”, tilhørende Direktøren for Antropologist Museum i Berlin Professor Muller.

Vi kommer nu til selve Sandkaas. Her har vi først en lille Sommerbolig, der tilhører Læge Jespersen i Ordrup.

Syd for Hotel “Sandkaas”, ved Storedal, har den tyske Fru Westphal opført 2 Villaer, som hun tildels lejer ud til andre tyske Badegæster. Lige ved ligger Søstrene Flotow’s Villa, ogsaa tysk, hvor der drives et lille Pensionat. Paa den anden Side af Vejen har Arkitekt Jeppesen, København, sidste Aar opført en Sommerbolig, der hedder “Hytten”. Efter almindelig Menneskeforstand er “Hytten” ikke køn; dertil ligner den et Silderøgeri lidt for meget.

Længere nede ligger den tidligere nævnte Maler Silbersteins Hus, som tidligere ejedes af Avlsbruger August Funch. Den tyske Maler lader nu det gamle Hus fikse op til Sommerbolig. Foruden denne Ejendom ejer han en Byggeplads paa den anden Side Bækken, som han har købt af Apoteker Max Gartz i Lichierfelde ved Berlin.

Omtrent midtvejs mellem Tejn og Storedal ligger en ejendommelig straatækt Villa med det plattyste Navn “Sunnenhiesel” hvilket vist nok betyder “Solhøj”. Den ejes af Enken efter den berlinske læge Schulze, der døde sidste Vinter. Tæt op ad ligger “Krabbes Hus”, der tilhører Dr. Krabbe, København. Skraas overfor, paa venstre Side af Vejen, ligger “Stübershus” tilhører den tyske Tandlæge Stüber. Paa en Sandklit, ligeledes paa venstre Side af Vejen, lader en Tysker ved Navn Neukranz opføre en Villa. En dansk Handelsrejsende, hvis Navn ikke er os bekendt, har efter Forlydende ligeledes købt en Byggegrund i det Nabolag.

For Fuldstændigheds Skyld nævner vi lige, at Hotellerne “Stammershalde” og “Helligdommen” ogsaa er paa tyste Hænder, og at der muligvis er afsluttet flere Handeler, som ikke endnu er almindelig bekendt.

Altsaa paa Strækningen fra Hammershus til Helligdommen er 15-16 Sommerboliger (foruden 6 Hotel- og Pensionatsejendomme) paa tyske Hænder. Kun 4 Sommervillaer er i dansk Besiddelse, nemlig Prof. Borchs, Læge Jespersens, Arkitekt Jeppesens og Dr. Krabbes.

***
Adskillige Stater siges at have den Lovbestemmelse, at Udlændinge ikke kan erhverve Grundejendomme i Landet uden Regeringens specielle Tilladelse. Det var muligvis paa Tide at faa en lignende Lovbestemmelse indført her til Lands.

[signeret: JK]