Tejnvej 73 – Sandkås

Stüberhus (2)

Matrikel 82fs – parcel af matrikel 82y

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]

Oversigt over matrikel 82fs i Skøde- og Panteprotokollen – Udstykket fra matrikel 82y den 18/5 1910

Huset historie kort

Dette hus har samme historie som Østerled, Tejnvej 57B. Begge huse blev bygget på lejejord, som Jens Grønbech havde på en 50årig aftale af Lars Christian Larsen (se Bakkegårdsvej 1). De var begge bygget af Jens Grønbech.

Husets beboere indtil 1925 var daglejere og stenhuggere. Efter 1925 var det i ejerfællesskab med Tejnvej 75 og fra 1929 med Tejnvej 96. Det var sommerbolig for tyske og danske turister. Fra ca. 1959 til o. 1963 og igen fra 1974-2002 var huset helårsbolig.

Ejerliste

1874-1883 Jens Grønbech (1835-1912) og Karen Malene Westh

Læs mere om daglejer, skrædder og murer Jens Grønbech under Østerled, Tejnvej 57B

Den 25/3 1874 bortfæstede Lars Chr. Larsen ca. 2 tønder land af den østre del nærmest stranden af matrikel 82x. Mod vest til vejen. Der var nedsat stene i markskel. Der var betalt 50 rdl i form at et gældsbrev og den årlige leje var 3 kr, der skulle betales ved nytår.

Jens Grønbech byggede et 5 fags hus engang i perioden 1874-1883.

Jens Grønbech solgte huset den 3/2 1883 til Morten Hansen og overdrog den søndre del af lejejorden som Jens Grønbech havde på en 50-årig kontrakt af Lars Chr. Larsen. Huset og del af lejejorden solgte han for i alt 700 kr. 300 kr for lejeretten til ca 1 tønder land grund og 400 kr for huset på 5 fag, som Jens Grønbech selv havde opbygget.  (Salget og overdragelsen blev først læst på tinget den 11/5 1892).

1883-1891 Morten Hansen og Kirstine Hansen, f. Pedersdatter

Morten Hansen blev døbt 18/9 1808 i Klemensker. Hans far var udbygger Hans Mortensen på 69. slg.gr. Han var skrædder og i 1870 boede han i et hus (nr. 12) i Tejn. Hans hustru var også skrædder og de havde en svensk logerende Gunnilla Nielsen, der ernærede sig ved spind. Skrædder Morten Hansen, Kirstine Pedersdatter og deres 5-årige søn Hans Morten Hansen ankom til Olsker sogn fra Allinge den 3. oktober 1846

Morten Hansen døde 1/1 1891. Kirstine Hansen, f. Pedersdatter døde den 27/12 1890.

1891 Dorthea Margrethe Andersen, f. Hansen

En skifteudskrift af 3/2 1891 bevidnede, at Dorthea Andersen, enke efter træskomager Jørgen Peter Andersen i Nexø, havde arvet hus og leje-retten til grunden efter sin fader Morten Hansen. Hun var enearving.

Som generalfuldmægtig for Dorthea Margrethe Andersen solgte stensætter Jørgen Hansen Kaas hus og leje-retten til Janus Hansen Kjøller for 600 kr, hvoraf de 300 kr. var for huset og de 300 kr for lejeretten til jorden, som var på ca. 1 tønder land.  Skødets dato var 2. maj 1892.

1892-1901 Janus Hansen Kjøller (1868-1956) og Elna Olsdotter (1869-)

Dorthea Andersens salg af hus og lejeretten til 600 kr til Janus Kjøller måtte ske med sognerådets indblanding, da Morten Hansen havde modtaget underholdning fra Olsker sogns kommune. Når kommunens udgift var betalt, ville hendes generalfuldmægtig Andreas Kaas, afregne resten. Dortheas fuldmagt til Andreas Kaas er dateret 3/1 1891.

Janus Hansen Kjøller udstedte et pantebrev til Jørgen Hansen Kaas 

Janus havde en beskikket kurator ved købet, nemlig husmand Anders Hansen Kjøller på 31. selvejergårds parcel i Olsker, da Janus Hansen Kjøller var mindreårig født 25/12 1868

Janus Hansen Kjøller var født 25/12 1868 i Olsker. Hans forældre var husmand Anders Hansen Kjøller og hustru Ane Marie. Se Tejnvej 44, hvor hans forældre boede og hvortil han selv flyttede i 1901. I 1901, ifølge folketællingen, var han stenhugger og hans arbejdsgiver var Kristian Holm på 14 slg. parcel. I 1902 købte han ejendom Klemensker. Han døde i Tejn den 11/2 1956.

Elna Olsdatter var født i Sverige 14/12 1869.

Deres børn: Anna Kjøller (f. 24/11 1893 i Olsker), Olga Kjøller (f. 3/6 1897)

[Her er en periode, som jeg ikke kan få styr på – En kilde nævner en mulig beboerfamilie, nemlig Kristian Kjøller og hustru Bothilde]

1909-1925 Karl Oskar Frederiksen (1885-1963) og Elna Jensine Karoline f. Nielsen (1883-1924)

Karl Oskar Frederiksen er født 13/12 1886 i Sandvig, søn af Gustav Frederik Lundgren, der boede i Østerled (se denne) Ved hans førstefødte søns fødsels i 1908 var han stenhugger i Århus.

Han døde den 30/11 1963, hvor han boede på Strandvejen 53 i Allinge (Dødsannonce 2/12 1963 i Bornh. T.)

Gift 23/5 1909 med Elna Jensine Karoline Nielsen (f. 27/8 1883). Hun døde 29/4 1924 i Olsker
Jorden, som tidligere havde været på lejebasis blev solgt 20/1 1923 (læst 24/4 1923) af baneformand i Aarslev Andreas Peter Kaas til avlsbruger og stenhugger Karl Oskar Frederiksen for 450 kr

Deres børn: Andreas Peter Frederiksen (f. 21/12 1908 i Tejn Olsker), Hans Vilhelm Frederiksen (f. 22/10 1910 17. slg. parcel i Olsker)

1925-1945 tandlæge Carl Stüber

Karl Frederiksen, der i 1926 boede i Allinge, solgte den 27/6 1925 (læst 14/7 1925) til tandlæge Carl Stüber, Charlottenlund i Berlin for 3400 kr.

1932-1945 Rittergutsbesitzer Otto Hochdahl erhverver ½ del af ejendommen – Carl Stüber den anden ½-del.

1947 Den danske stat

Efter konfiskation af tysk ejendom efter krigen. Kommissariat skødede 19/9 1947 ejendommen til staten med en ejendomsværdi på 6.500 kr.

Bornholms Tidende 18. juni 1947

1948-1959 Poul Ejner Hans Jensen

Fabrikant Poul Ejner Jensen, Frederiksberg, stifter af leverpostejfabrikken LEPO (i dag i Hedehusene), købte matriklerne 82fs, gc, ft, gs, gt, gu og gz for 32.000 kr (det foruden Tejnvej 73, ejendommene Tejnvej 75 (ejendomsværdi 12.000 kr) og Tejnvej 77 (ejendomsværdi 10.600 kr.)

I 1952 skete der udlæg på 25.000 kr i ejendommene efter begæring af politimesteren på Frederiksberg.

Annonce Bornholms Tidende den  5/9 1953: Søgte Poul Olsen,”Stüberhus” Sandkås, lejlighed i Tejn. Jeg ved ikke hvem Poul Olsen er, men noget tyder på, at han var fastboende i et af de to Stüberhuse.

Ifølge Vejviseren 1955 og 1958 stod huset ubeboet, men var ejet af fabrikant Poul E. H. Jensen, København.

Annonce i Bornholms Tidende den 21/4 1959: Brostruphus og Stüberhus med tilhørende ejendomme i Sandkaas er til salg. Ejendomsskyld kr. 39.500 kr – Stor lejeindtægt ved sommerhusudlejning. Henvendelse til landsretssagfører C.A. Arnoldus

1959-1963? Richard Funch (1921-1985) og Annie Funch, f. Pedersen

Drev St. Hallegaard indtil marts 1959, hvorefter han købte ejendommene Tejnvej 73, 75 og 96 og drev sommerferieboliger. Familien boede sandsynligvis på adressen Tejnvej 73 året rundt. Senere kilder nævner, at huset var blevet brugt til helårsbeboelse til 1961. I 1963 ses datteren Gertrud Funch i avisen (Onkel Tom Klubben!) med adressen Brostruphus.

Fra o. 1963 er Richard Funch vaskeriejer i Allinge og dernæst hotelejer (Høiers Hotel) i Allinge.

1962?-1968- Niels Jensen

Ifølge Vejviseren i 1962 og 1968 stod huset ubeboet. Ejeren Niels Jensen boede i Hillerød.

-1974 Per Bendtsen

(ingen yderligere oplysninger fundet, andet end ved salget i 1974)

1974-2002 Kirsten og Jørgen Wang Hansen (1924-1999)

Hotelejer (Stammershalle) Jørgen Wang Hansen flyttede fra Krogen 7, Tejn i 1974 til Tejnvej 73. Han fik ændret ejendommen til helårsbenyttelse i 1975, mod at bygningen blev opgraderet bygningsmæssigt.

Jørgen Wang Hansen søgte og fik byggetilladelse i 1975 til en tilbygning med overliggende terrasse. Tagfladen mod havet blev løftet hvorfra der blev udgang til en stor terrasse.

2002-2007 Kirsten Hansen

solgte Matrikel 82fs i 2007 med ejendomsværdi 650.000 kr (Bornholms Tidende 17/7 2007)

2008 Hans-Henrik Lund og Ann Betina Svendsen

Adresse: Frøhaven 1, Kraghave, Taastrup

Ejendommen blev igen nedlagt som helårs til sommerhusstatus i 2008
I 2009 skete atter en bygningsmæssig ændring.

Tejnvej 73 – matrikel 82fs. Foto: JVH 2017