Rønnevej 42 – Olsker

Bakkemølle

1772-1863 en stubmølle og fra 1864, på en ny plads, en hollandsk vindmølle. Begge på 18. selvejergaards grund med tilhørende huse.
Fra 1864-1952: matrikel 22c, Rønnevej 44. Fra 1952 matrikel 22ag, Rønnevej 42

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]

Oversigt i Skøde- og panteprotokollen for matrikel 22c 1884-1920

Oversigt i Skøde- og panteprotokollen for matrikel 22c fra 1920-1970

Oversigt i Skøde- og panteprotokollen for matrikel 22ag 1952-1972

Ejendommens historie kort

Møllen blev bygget i 1772 på 18. selvejergård, Store Bakkegårds jord. Stubmøllen stod på grunden indtil 1864, hvor den blev erstattet af en hollandsk vindmølle – ikke på samme plads, men stadig på Store Bakkegårds grund op til landevejen til Allinge.

I 1927 blev den hollandske vejrmølle erstattet af en jernvindmølle, som var i brug op til 1960’erne. Møllen blev flyttet i 1991. Nogle af lagerbygningerne er bevaret.

I hele perioden var der bolig i et nærliggende møllehus. Frem til starten af 1920 var der et bageri, som var almindelig ved de bornholmske møller.

Ejerliste

1772-1778 (?) Anders Erichsen (1743-1787) og Karen Hansdatter

Det var Anders Erichsen, der opførte stubmøllen. Han blev døbt 24/3 1743 i Olsker og var søn af Erich Andersen og hustru Ellen Hansdatter på Pilegård. Faderen blev senere gårdejer af Tyndekulle i Klemensker og da faderen døde i 1773 overtog Anders gården efter gårddrønten, Andres yngre broder, der var svagelig.

Anders var langt fra svagelig, men meget driftig. Han optræder mange gange i Skøde og panteprotokollen. Efter han havde bygget møllen og det nærliggende møllehus, købte han Dyndegård (15. selvejergård) i Olsker. Her døde han og blev begravet 26. januar 1787 i Olsker. Se skiftet den 17/2 1787.

Udsnit af Bugge og Wilsters kort fra 1805. Kortet har stubmøllen korrekt placeret 250 meter sydøst for Bakkegårdene

Møllebyggeriet

Oplysninger om møllebyggeriet findes inddirekte i Skøde- og panteprotokollen:

Møller Anders Erichsen lånte 100 slettedaler af Jens Drejer i Rønne den 18/4 1774 mod pant i en nyopbygget mølle. I panteobligationen nævntes, at det var Anders Erichsen, der havde bygget møllen for 2 år siden på Erik Pedersens 18. gård St. Bakkegaards grund.

I 1777 boede han og hustruen på Bakkemøllen. Det kan man læse i et skøde den 17/6 1777, hvor hans yngste broder Jens Erichsen sælger Tyndekulle i Klemensker til Anders Erichsen. Jens havde fået Tyndekulle i arv efter sin far Erich Andersen, men da han var svagelig, kunne han ikke passe gården, hvorfor han solgte den til Anders for 1490 slettedaler. Jens døde i 1781.

Den 1. december 1777 lånte han 500 slettedaler af Morten Hansen Lund på 14. selvejergård i Olsker. For lånet satte han Dyngegård i pant, hvilket må betyde, at han havde købt gården da.

Anders Erichsen boede i 1781 (fra 1778?) på Dyngegård (15. selvejergård) i Olsker. Gården havde en vejrmølle, der blot lå et par hundrede meter nord for Bakkemøllen. I 1783 sætter han møllen som pant for et lån af Svend Hansen på Aaby i Nyker.

Et skøde af 15/8 1785 viser, at der på Dyngegårds møllen solgte han til Hans Monsen Høg fra Rutsker for 545 slettedaler.

(1778?)1780-1796 Peder Jensen (1753-) og Magdalene Johansdatter (1751-)

Peder Jensen var sandsynligvis søn af udbygger Jens Pedersen på Store Bakkegårds grund (se denne). Han blev døbt i Ols kirke den 7/11 1753.

Der findes intet skøde på overdragelsen af mølle og hus, men i 1780 døbte Peder Jensen et barn og omtales her som møller.

Med i folketællingen 1787 som vejrmøller og lidt avling. 4 børn. 1. udbygger på 18. slg.

I Anders Erichsens skifte den 17/2 1787 ses, at mølleren på Bakkemøllen Peder Jensen skyldte 7 daler til stervboet.

I folketællingen 1801 er de den 3. familie i Tejn. Han var tømmermand og har lidt jord.

Panteobligation af dato 1781 27. marts fortæller, at Peder Jensen møller på 18. slg. gr. i Olsker lånte af Morten Hansen Lund 400 sld. med 1. prioritet i mølle

Deres børn: Ingeborg Pedersdatter (døbt 20/8 1780 i Olsker), Lehna Pedersdatter (f. 1781), Karen Pedersdatter (f. 1783), Ellen Pedersdatter (f. 1786), Margrethe Pedersdatter (døbt 13/11 1791), Christen Rømer (døbt 29/10 1797 i Olsker – her omtaltes faderen som tidligere møller )

På det ældste matrikelkort er møllehus udvisket

1796-1802 Peder Christophersen (1774-) og Giertrud Kirstine Bendtzdatter (1778-)

De er med i folketællingen 1801, som møller på Bakkemøllen.

De blev gift i Olsker kirke 3/2 1800. Den 20/6 1802 var deres adresse ”Oven Tejn” og ikke længere bosat på Bakkemøllen.

Deres barn: Anne Kirstine Pedersdatter (døbt 28/12 1800)

-1808-1810- Hans Pedersen Møller

Anført som møller i 1794 ved tvillingers dåb 19/10. I flg. amtsregnskaberne betalte han skat til amtskassen 1808 – 1810

-1814- David Davidsen

Er med i amtsregnskabet 1814

1818-1827 Hans Arristsen (1775-1858) og Bodil (Boel) Pedersdatter (1786-)

Hans Arristsen kom fra Gudhjem og var møller på Bakkemøllen sandsynligvis fra 1818, da han betaler skat til amtet. I 1821 lod han døbe en datter i Olsker kirke. I 1828 købte han Rundløkken og byggede et hus der. Læs mere under ejendommen Rønnevej 23.

Matrikelkortet 1860-1921 har møllehuset indtegnet. Stubmøllen lå nordvest for huset.

1827-1839 Hans Jacobsen Møller (1790-1854) og Ane Cathrine Nicolaisdatter Bidstrup (1804-)

Hans Jacobsen Møller er født 14/10 1792 i Bodilsker. Hans forældre var udbygger Jacob Jensen og Grethe Pedersdatter. Gift d. 15/12 1826 i Olsker med Ane Cathrine.

Ved datters dåb i 1827 kaldes han for møller Hans Jacobsen. Med i folketællingen 1834 som møller.

Han købte Pilegård (33. selvejergård) i Olsker og overtog den efter Jens Bidstrup Lind den 12. januar 1839

Deres børn: Ane Margrethe Møller (f. 13/4 1827 i Olsker) Jens Nicolai Møller (f. 15/5 1833 i Olsker), Anders Hansen Møller (f. 1842 i Olsker)

Et stengærde markerer i dag møllepladsen. Set fra nord mod Ols kirke. Foto: JVH 16/8 2021

1839-1846 Anders Nielsen Bech (1787-1865)

Anders Nielsen Bech blev født i Østerlars. Hans far hed Niels Hansen Bech
Folketællingen 1834 er han registreret som enkemand, husmand på 5+15 vornedgårds grund i Østermarie, Hos ham boede hans søn Niels Peter Andersen, 12 år.

52årige Anders Nielsen Bech og hans 16årige søn Niels flyttede til sognet fra Østermarie den 9. juli 1839 ifølge tilgangslisten i kirkebogen.

Anders Nielsen Bech blev enkemand inden han flyttede til Olsker. Efter han havde overdraget hus og mølle til sin søn, giftede han sig med Kirstine Jensdatter, der døde 5/4 1863. Selv døde han den 26/2 1865 af alderdom 77 ¾ år gammel.

Salg af mølle og 8 fags hus til sønnen

Ifølge skøde fra 2/4 1846 solgte Anders Nielsen Bech hus og mølle til sin søn Niels Peter Bech. Huset på 8 fag med mur og nagelfaste indretninger, samt møllen med inventarium med løsøregods undtaget det som er nævnt i undentagskontrakten. Købssummen var 125 rigsbankdaler. En sum tilhørende ungkarl Peter Marcher (?) er indfriet. I skødet bemærkedes at sælger ingen adkomst havde til hverken hus eller mølle (Altså ikke tidligere tinglyste skøder fandtes).

Undentagskontrakt

En undentagskontrakt fra 24. april 1846 garanterede Anders Nielsen Bech ophold, føde og klæder til han døde.

I kontrakten var ”lillestuen”, hvor hans seng stod, blev reserveret til ham. Han kunne få maden bragt dertil, hvis han ikke kunne eller ville spise sammen med sin søn ved fælles bord. Han skulle have det, han havde brug for af føde, men det nævntes yderligere, at han skulle have 1 pot brændevin om ugen, ”hvormed han skulle lade sig nøje”.

Så længe han levede skulle han have ”renlighed og vask”, samt pasning hvis han blev svagelig. Han skulle have 4 rigsbankdaler om året af sin søn. Han skulle også have tobak, så meget som han forlangte. Desuden hverdagstøj, skjorte, lædersko, bukser i stærkt vadmel og hvad der ellers er til almindelig brug.

Husejeren kunne ikke opsige ham, men han kunne selv, med 6 ugers varsel, flytte, hvis ikke han var tilfreds med opholdet. Med sig kunne han tage sengen med ophæng, sengeklæder, 4 lagener, kakkelovnen, 2 gryder, 2 kister, 2 stole, 1 bord, 1 stueur, et drikkeanker, 1 sildefjerding, 1 stendunk (?), flette kurv, 1 vandfad og en halvtønde, samt en sigte.

Hvis han flyttede skulle han årligt have 28 lispund rugmel, 5 lispund bygmel, 6 lispund 8 pund gryn, 4 lispund 4 pund malt, 32 potter brændevin og 8 graders styrke, 2 lispund røget flæsk, et levende lam med ulden, som i slagtet stand på mindst 20 pund eller 2 mark i stedet for, 10 ol friske sommersild. 2 skæpper groft salt, 4 pund stråtobak, ½ pund røgtobak, lædersko, og træsko.

Vinterbrændsel og 3 læs bredtørv eller 4 tønder kul no. 1. Han skal også have 100 rigsbankdaler i udflytningsbetaling.

Hvis han blev boende i huset til sin død, skulle sønnen betale for hans begravelse. Hans efterladenskaber skulle gives til dem der passede ham til han døde.

1847-1868 Niels Peter Bech (1823-1892) og Marthe Marie Mariboe (1833-)

Niels Peter Bech er født 31/9 1823 i Østermarie. Hans forældre var udbygger på maglegårds grund Anders Nielsen Bech og Gertrud Kirstine Nielsdatter (døde som 43årig d. 27/5 1833).

Niels Peter Bech blev født 31/3 1823 i Østermarie. Hans forældre var udbygger på Maglegaards grund Anders Nielsen Bech og hustru Gjertrud Kirstine Nielsdatter. Familien flyttede til Allinge (1869) i 1880 var han detailhandler og i 1890 arbejdsmand. Han døde den 25/1 1892 i Allinge.

Marthe Marie Mariboe blev født i Olsker 15/2 1833 af forældrene fisker Jens Peter Mariboe og Marthe Kierstine i Kaasen

Marthe og Niels Peter blev gift 12/7 1856 i Olsker.

Deres børn: Nicolai Peter Bech (f. 26/2 1858), Reginius Peter Bech (f. 1865 i Olsker), Karl Mathias Bech (f. 1872 i Allinge).

Fæstebrev på 1½ tønder land

Et fæstebrev 30/4 1853 gældende fra sidst afvigte nytår udlejer/bortfæstede Store Bakkegårds ejer Jørgen Jacobsen 1½ tønder land som tidligere har været udlejet til Bakkemøllens ejer.

Jorden grænser mod nord og vest til 17. selvejergårds grund og ellers mod 18. slg. grund. I indfæstning blev betalt 40 rd og i årlig afgift var 4 rd. og 4 pund smør, der skulle leveres nytårsdag. De 4 pund smør skulle betales i penge ifølge kapiteltaksten.

Den gamle stubmølle brandforsikredes for første gang

I brandtaksationsprotokollen for den 26. juli 1847 læses, at Niels Peter Bech brandsikrede sin mølle og hus på 18. selvejergårds grund.

a. huset bestod af 8 fag, 8½ alen bredt, 3 alen højt på stolperne, opført af blandingstømmer, klinede vægge og straatag, 2 bræddegavle, 1 skorsten, 1 bageovn, bræddeloft over 4 fag, 4½ fag vinduer, 7 døre. Indrettet til beboelse. Lo og lade. Takseret a fag 30 rd er 240 rd.

b. En stubmølle, 8 alenlang, 6 alen bred og 8 alen høj paa fodrem, med 2 qværne og dertil hørende indretninger, takseret til 800 rd.

I brandtaksationsprotokollen nævnes at mølle og hus ikke førhen var forsikret.

Omtaksation 1850

Den 3. juli 1850 blev møllen omtakseret af herredsfogeden og to takseringsmænd. I brandtaksationsprotokollen står:

En stubvejrmølle på 18. sg. grund tilhørende Niels Peter Beck, takseret den 26. juli 1847, forsikringsnr. 595 for 800 rbd. Denne mølle, der nu er 80 år gammel, fandtes vel vedligeholdt, men i betragtning af dens alder fandt man det rigtigst, at nedsætte den med 100 rbd, saa at den nu assureredes for 700 rbd. hvorimod ejeren intet finde at erindre.

Brandforsikring 1855 og 1860

I forsikringsprotokollen for 30. oktober 1855 – Olsker – En stubvejrmølle på 18. slg. grund tilhørende Niels Peter Beck, forsikret under no 595 for 700 rdl. Møllen og inventarium fandtes i god orden og vel vedligeholdte og forbliver derfor assurancesummen uforandret.

Forsikring 1860 – En stubmølle paa 18. s. grund i O.Sogn, forsikre No 112 tilhørende Niels Peter Beck. Egetømmer med fyrretræbeklædning, fyrretræs vinger med spaan, 8 alen fri paa Stolperne, 8 alen lang, 6 alen bred, 2 qværne med tilbehør. Taxeres for 500 rd. Forhen forsikret for 700 rdl, som nu udgaaer.

Mølle og beboelseshuse flyttedes i 1863

Lejebrev 5. september 1863, som erstattede det lejebrev, der blev udstedt den 30/4 1853 på jorden hvor Bakkegårdsmøllen stod.  Møller Bech havde nedbrudt den gamle stubmølle og opbygget en ny hollandsk vindmølle på et andet sted i 1863, på en jordlod, som Store Bakkegaard ejede, der ligger vest for landevejen til Allinge. Denne nye jordlod er på henved 4 tønder land, som grænser mod nord til præstegårdens udlod, mod øst til landevejen og mod syd til Dalegårdsløkken og mod vest til 4. vornedgårds parcel nr. 3.

Den årlige leje var 10 rigsdaler, 8 pund smør.

Den hollandske Mølle forsikredes 1864

Inden den nye mølle var helt færdigt, blev den forsikret. I brandtaksationsprotokollen 11. januar 1864 er der en beskrivelse af møllen:

Hollands vindmøller, ottekantet opført på en 2 ¼ alen høj kløvet kampestens fodmur, 3 stokværk høj med tommetykt fyrre træbekædning og ottekantethætte med ½ tomme tykt bræddebeklædning dækket at tynd pap. 11 fyrretræsstolper 14 ¼ alen lange, 12 stk fyrretræsbjælker, 4 stk fyrretræ og 1 egetræ.

Vinger af fyr med 31 alen vindfang saas, Leiden der er dobbelt understøttet af 6/2 tommer fyr og øverst 6/2 tomme eg belagt med en jernring hvorpaa hætten glider, 2 bjælker, den ene af fyr og den anden af eg i 18 og 10 alens længde hvori stjerten, der er af fyr, er anbragt, 24 stk Fyrre løsholte.

Det nederste rum med gulvet er udvendig mål 13 alen 11 tommer med to indgangsporte.

1ste loft i gennem huset 11 alen 20 tommer med to vinduer, deri skalqværne.

2. loft i gennem huset 9 alen 22 tommer med tre vinduer, deri er styrehus og 3 qværne.

Hatten 8 alen 1 tomme – alt med tillæg af møllebeklædningens tykkelse på begge sider.

Qværnene er endnu ikke nedlagte, ligesom der mangler gangtøj, som ikke ovenfor er nævnt. Møllen er opført af gode og solide materialer takseres i den stand som den nu findes til 3.200 rd. Vurderingen er sat efter oplysninger som ejeren enten har fremlagt regninger for eller gjort meddelelser om.

Møllen ligger 94 alen nord for møllerens hus og 88 alen fra naboen mursætter Hans Sørensens hus på Vallejorden (? Rønnevej 23), der er af bindingsværk og stråtag.

Brandforsikring efter ibrugtagning

Brandtaksationsprotokollen for den 17. august 1864 forsikredes den nye hollandske mølle, der nu var færdig og i brug og som var ejet af Niels P. Bech på 18. slg. grund i Olsker– Bakkemøllen – samt hus til mølleren.

a. Møllen med diameter i grundplanen var 13 alen 15 tommer, 1. loft 11 alen 20 tommer, 2. loft på 9 alen 22 tommer og den ottekantede hat var på 8 alen 1 tomme. De fire etager var i alt på 404 82/100 kvadratalen – Fuldført i 1864

b. Huset som var til beboelse og udsalg var på 1 etage, 17 alen langt og 10 ¾ alen bredt i alt 182 ¾ kvadratalen forsikret for 270 daler. Huset er opført 1864.

1868-1880 Jens Jørgen Sandersen og Thora Emilie f. Larsen

Jens Jørgen Sandersen blev født 4/11 1828 i Allinge Hans forældre var borger Sander Andersen og hustru Karen i Allinge. I 1860 er han snedkermester i Allinge. 1867 er han snedker i Allinge. Han døde 2/3 1880 som 51årig møller på Bakkemøllen.

Thora Emilie blev født 15/6 1835 i Allinge. Hendes forældre var fisker Svend Larsen Wisser og hustru Johanne i Sandvig.

De blev gift 15/11 1857 i Allinge og levede i Allinge som snedkermester. I kirkebogens afgangsliste ses, at familien flyttede til Bakkegårdsmøllen i Olsker den 18/3 1868. Han var stadig snedker

Deres børn: Laurits Karl Anton Sandersen (f. 1859 i Allinge), Katrine Emilie Jensine Sandersen (f. 8/2 1867 i Allinge), Sanne Nielsine Sandersen (f. 16/9 1869 i Olsker), Niels Frederik Sandersen (f. 1875 i Olsker)

Møllens forsikringsforhold

Den 20. september 1870 blev der opført et nyt stuehus på 7 fag med en længde på 20 alen og en bredde på 12½ alen – i alt 250 kvadratalen. I alt forsikringssum på 5395 rigsdaler.

13. august 1871 Bakkemøllen på 18 slg. grund i Olsker, første gang forsikret den 25. august 1864 og i 1871 reguleret forsikringssum.

16. september 1877 – Olsker – revision af møllernes forsikringssummer – 5. (Forskr. 81 – gl. no. 112) tilhørende J J Sandersen, sidst vurderet den 25. juli 1864 og revideret 13. august 1872.

Møllen, der er 8-kantet, er opført på 2 ¼ alen høj, granitfodmur, af fyrretømmer med fyrretræsbeklædning, tildels med spåndække, den er 3 stokværk høj, Vingerne, der har et vindfang af 19½ alen, er af fyr med sejldugs-Sejl. Møllen er 8-kantet og dækket med pap. I møllen er anbragt Skal-, grov-, gryn- og sigtekværne, gryntromle, sigt- og sortertromler. Den er temmelig godt holdt og skønnedes at være mindst så meget værd som den er assureret for, nemlig 8600 kr. Imellem huset og møllen er 71½ alen, huset ligger 26 alen fra nærmeste nabo er har Forsk. No. 163.

1880-1886 Thora Emilie f. Larsen

Jens Jørgen Sandersens enke.

Møllens forsikringsforhold

I taksationsprotokollen for den 17. december 1883 for Bakkemøllen i Olsker (forsk. No 81-gl. no 112) tilhørende Jens J. Sandersen [enken!] beskrives således;

8-kantet hollandsk mølle bygget af tømmer med bræddebeklædning tækket med pap og spån, i 3 stokværk og har 4 kværne. Møllen er vurderet den 25/7 1864, revideret 16/9 1877. Brandforsikret for 8.600 kr, møllen er godt vedligeholdt, forsikringssummen svarer. Huset ligger 70½ alen fra møllen.

Jorden i selveje

Ifølge skøde den 26/9 1884 solgte St. Bakkegårds ejer Georg Christian Jacobsen jorden til Thora Emilie.  I skødet dokumenteredes at Jacobsen var ejer af jorden i følge skødet fra den 19. maj 1882. Matrikelkontoret havde angivet parcellen til matrikel 22c, som angivet i hartkorn på 4 skæpper 2 ¼ album.

Thora Emilie havde haft jorden i leje i flg. det 50årige lejebrev af 5. september 1863 (læst 21/10). Købsprisen på jorden var 1200 kr.

Thora Emilie boede i 1886 i Nylars.

1886-1890 Hans Madsen Kofoed

Ifølge skøde af 6/8 1886 solgte Thora Emilie f. Larsen jord, hus, bageri og vejrmølle til forhenværende forpagter på Kjøllergård i Rø Hans Madsen Kofoed for 14.250 kr . Med købet fulgte avl og afgrøde, gødning og fodersager, besætning og udbo alt uden undtagelser.

Hans Madsen Kofoed lånte 4400 kr af partikulær Lars Lund i Allinge og 4100 kr af parikulær Hans Peter Lund i Allinge.

Annonce i Bornholms Tidende 3. september 1890 om Bakkemøllens auktion

1890-1896 Købmand Johan C. Kofoed og møller Svend Johan Olsen

Hans Madsen Kofoed kunne ikke klare sine forpligtelser, hvorfor kreditorerne satte møllen på auktion i 1890. (se ovenstående annonce) Højestbydende på 11.600 kr var kreditor købmand Johan C. Kofoed, der i 1893 transporterede møllen videre til Svend Johan Olsen for i 1896 at overdrage ejendommen til Morten Peter Hansen.

Bakkemølle før 1927 set fra vest (Bygningen til højre for møllen er “Bethel”-menighedshuset)

1896-1915 Morten Peter Hansen

Et fogedudlægsskøde af 1/7 1896 dokumentere salget til Morten Peter Hansen.

Møller Morten Peter Hansen solgte mølle, hus og virksomhed den 12/7 1915 til møller Peter Christian Holm fra Rutsker  . Med i salget hørte alt løsøre, afgrøde og besætning på nær ponyvognen, som Morten Peter Hansen holdt for sig selv. Købesummen var 20.000 kr

Med i salget fulgte matrikel 39e, som var en parcel af den 35. selvejergård i Olsker, og som Morten Peter Hansen købte på auktion den 21/3 1913 – se oversigt over 39e her

1915-1920 Peter Christian Holm

Peter Christian Holm solgte mølle, hus og den 23/1 1920 til Andreas Peter Petersen.

Luftfoto 1949 – set fra øst. Foto tilhører Kgl. Bibliotek

Luftfoto 1949 af møllerens bolig og avlsbygninger – set fra syd. Billede tilhører Kgl. Bibliotek

Luftfoto 1951 med det gamle møllehus og avlsbygninger. Tilhører Kgl. Bibliotek

1920-(1952)-1969 Andreas Peter Pedersen (1894-1969) og Marie Birgitte Pedersen (1895-1965)

Han købte mølle, hus og jord matrikel 22c og nabogrunden matrikel 39e for 22.000 kr.

I 1952 udmatrikuleredes mølle og grund (3373 m2) fra matrikel 22c selve møllehuset til matrikel 22ag. Andreas og Marie Pedersen solgte mølle og grund til deres søn Ejnar Ludvig Pedersen for 4040 kr.

Om Rønnevej 44 – se nederst på siden.

Luftfoto 1958 med det fra 1954 nybyggede møllehus. Billedet tilhører Kgl. Bibliotek

1952- Ejnar Ludvig Pedersen (1924-1997) og Ethel, f. Kjøller (1930-)

Ethel og Ejnar Pedersen blev gift i 1954.

To år efter at mølle og grund blev blev købt af Ejnar Pedersen, opførte han og Ethel en ny møllebolig på grunden.

I september 1991 blev møllen flyttet til Fåregårdsvej (Bornholms Tidende 4/9 1991)

Bakkemøllen – luftfoto o. 1975

Bakkemølle, Rønnevej 42. Foto: JVH 16. aug 2021

Vilhelm Kjølby: Vindmøller før og nu, 1978

I vindmøllebogen (side 86f) kan der blandt andet om Bakkemøllen i Olsker læses:

Da der imidlertid syntes at være for mange reparationer på den hollandske mølle, skiftede A.P. Petersen den ud med en jernvindmølle.

I møllens gamle regnskabsbøger står der den 3.7.1927:
Pr. opstillet vindmotor kr. 3310,00
kost til en mand i 2 dage 7,00
kost til en mand i 6 dage 21,00
biltur til Gudhjem 10,00
hjælp til opstilling 60,00

Det er den eneste 5-vingede stålvindmølle, der er tilbage på Bornholm. Den har været benyttet indtil for ca. 10 år siden.

Møller Ejnar Pedersen synes, at møllen pynter i landskabet. Han har derfor vedligeholdt den, og endog fornylig købt nye sejl til den. Både den nuværende ejer og hans far, Andreas P. Pedersen har brugt møllen og har været meget tilfredse med dens ydeevne.

Møllen blev leveret fra Frederikssund maskinfabrik. Det er en agrico mølle. Den er femvinget. Vingerne består af et træskelet beklædt med zinkplader. Hele pladen er ud i et, de enkelte dele kan ikke drejes. Vingerne bremses ikke med et glideremssystem, men ved at hele vingen vendes på siden.

Henvisninger:

Ejner Pedersen har fremstillet en tro kopi af Bakkemøllen. Den kan i dag (2021)ses på Bornholms Tekniske Samling.

Om møllens nyere historie og billeder se Ann Vibeke Knudsen og Niels-Holger Larsens beskrivelse af Bakkemøllen på Bornholmerneshistorie.dk

Der kan hentes flere oplysninger på  Facebook her

Rønnevej 44

1969-1972 Erik Pedersen, Østerlars, Aage Pedersen, Rutsker, møller Ejner Pedersen, Aaker, Else Pedersen, Aarsballe, Ole Pedersen, Højrisgård i Haslev

I følge skiftepapirer fra 1970 overtog alle arvinger det gamle møllehus matrikel 22c. Som i 1972 solgte ejendommen til Helmer Poulsen

1972-1975 Helmer Andreas Poulsen (1922-2010) og Sonja Edelweis Poulsen (1937-)

Helmer A. Poulsen var født i Poulsker 10/12 1922.
Købspris 80.000 kr. I 1974 overgik ejendommen efter en bodelingsoverenskomst til Sonja Edelweis Poulsen

Rønnevej 44. JVH 16 aug 2021

1975-1988 Johny Bech Hansen og Vivi Lund Thorsen

Skøde 1/5 1975 til en købspris på 128.623,12 kr.

1988- Johny Bech-Hansen
Ejeejer