”Haabets” forlis og Gotfred Nielsens ”fake news”

Haabets stranding i 1738 ud for Stenbækken angivet på et kort fra 1914 (1:20.000)

Gotfred Nielsen sad i Tejn Vagtbod natten mellem den 19. og 20. november 1738 da det svenske skib ”Haabet” strandede ud for Stenbækken sydøst for Tejn.
Denne artikel handler både om en frygtelig ulykke, der kostede menneskeliv og om et rygte om ran af skipperens kiste med mange penge. Rygter kunne være farlige og kunne skubbe til ustabilitet i samfundet. Historie udspillede sig i en periode, hvor man, på Bornholm, frygtede opstand mod øvrigheden.

Det stockholmske skib ”Haabets” forlis

Skibet ”Haabet” kom fra Stokholm og var på vej til Frankrig. I Østersøen blev de overrasket af en storm og kl. 4 om morgenen gik de på grund ud for Stenbækken mellem Tejn og Kaas.
Der var ti mand om bord. Skipper Carl Struck, styrmanden, kokken, gossen og tre passagerer mistede livet. Tre overlevede, nemlig en fjerde passager, en student, ved navn Lars Sitilius Lassen, tømmermanden Lars Klodeberg og matrosen Oluf Malm.
Ved søforklaringen den 5. december 1738 blev bjærgningsmænd afhørt, nemlig Anders Løfuingsen, Didrich Didrichsen, Peder Hansen, Jep Larsen og Holger Mogensen alle fra Olsker og Anders Johansen fra Rø sogn. De fortalte, at strandingen først blev opdaget kl. 10 om formiddagen, hvorefter hjælpearbejdet straks blev iværksat. Det første der måtte gøres, var at redde de overlevende og bjerge de døde. Først om eftermiddagen kunne de bjærge genstande, der flød i land, det var kufferter, klæder og drivtømmer.

Strandingsgodset

Det var vigtigt, at skibets værdier blev håndteret rigtigt, og at der blev udfærdiget et ”tingsvidne” og dermed et dokument det bevidnede hvad der var reddet og var der skulle sælges. Indtægter skulle deles i tre portioner, en del gik til kongen, en til bjærgerne og en til skibets ejer.
Den 10. juli 1739 stævnede Tolder Johan Christian Top ni personer: Lars Pedersen, Christian Hansen og Hans Jensen fra Rø, Peder Hansen, Didrich Henningsen, Anders Mortensen, Morten Pedersen og Hans Olsen fra Olsker, Jens Andersen Mørch og Hans Hansen snedker fra Allinge. Skibet var blevet slået totalt i stykker, men nogle redskaber, anker, sejl og tove blev bjergede. Af ladningen blev bjærget 935 messingringe, 258 bundter stål, foruden 30 løse stænger og 9 stumpe, 66 tølter brædder, hvoraf de 23 tølter var ”slet konditionerede”, hvoraf 3 var splintret, fem fustager dårlig tjære, 4 små baljer med jernblik, en bjørnehud, en kuffert, hvor i var klæder og bøger, en lille ”laade” med nogle stykker farveværk.
Kgl. Tolder Top fremstillede fire uvildige vurderingsmænd, nemlig Axel Christian Lind af Allinge, Jørgen Jørgensen og Peder Larsen fra Olsker og Willum Andersen fra Rønne. De fire var blevet valgt til at vurdere det strandede gods fra det svenske fartøj, der var strandet natten mellem den 19. og 20. november 1738. Alle genstande blev værdi sat. Den eksotiske bjørnehud blev sat til 1 sld. 2 mk.

Oprørstanker på Bornholm 1738-39

Året før skibsforliset modtog Kancelliet i København et brev skrevet at en person, der kaldte sig for Philander. Brevet havde vakt Kancelliets mistanke om magtmisbrug og medførte at Amtmand Niels West blev suspenderet. Der blev nedsat en kommission, der skulle undersøge forholdene på Bornholm. Kommissionen var på vej til Bornholm netop på samme tid, som strandingen skete ved Tejn. I 1739 havde kongen konstituerede vicekommandant Johan Cronenberg som amtmand.
Situationen var anspændt og man var særlig opmærksom på folkestemningen. En af de personer, som man holdt øje med, var Gotfred Nielsen, der var blevet løsladt. Øvrigheden opdagede, at han rejste rundt på øen med et brev til kongen. Man kendte endnu ikke formålet med brevet.

Rygterne

Det forlød, at der gik rygter om, at nogle mænd skulle have fundet den døde svenske skipper Carl Strucks kiste, der indeholdt penge. Ja, endda rigtig mange penge, som blev delt uden at blive registreret som tilhørende skibsvraget.
Hvis det var sandt, var det umiddelbare problem, at den svenske skibsreder kunne kræve erstatning. Og modsat, hvis det var usandt og folk troede på historie, kunne historien skabe grobund for mistillid og bestyrket mistanken om korruption blandt embedsfolk. Netop mistanken om korruption var kommissionen formål at undersøge på Bornholm.
Rygtet om skipperens kiste ser ud til at være bragt i omløb et år efter, at hændelsen skulle have fundet sted.

Tejn Vagtbod – i dag “Vagtboen” – hvor Gotfred Nielsen var fængslet i 1738

Rygternes ophavsmand

Gotfred Nielsen sad i Tejn Vagtbod som arrestant efter han den 9. maj 1738 på Herredstinget blev dømt at arbejde resten af sit liv på Bremerholm . Her sad han indtil Højesterets frikendte ham. Han var ikke øjenvidne til strandingen, men kunne ikke undgå at følge med i, hvad der skete. Vagtboden lå kun 200 meter fra ulykkesstedet.
Der var ingen tvivl om, at rygtet om skibskisten stammede fra Gotfred Nielsen og i særdeleshed hans kone Boel Andersdatter, men stævning til herredstinget skete under dække af, at man ønskede at undersøge de nærmere omstændigheder omkring strandingen.
Historien om skipperens kiste var således anledning til at afhøre Gotfred Nielsen, men formålet var også, at finde ud af hvad han havde gang i med hensyn til underskriftindsamlingen. Undersøgelsesproceduren var godkendt af Kancelliet, som, i brev til Cronenberg, havde pointeret, at det skulle ske med lovlige midler. Højesteret havde underkendt den seneste dom over Gotfred Nielsen og det måtte ikke gentage sig. Cronenberg pålagde byfoged i Rønne, Henrik Falk, at indkalde vidner til en såkaldt tingsvidnesag – en undersøgelsessag om strandingen.

Nørreherredsting den 22. april 1740

På tinget fortalte Gotfred Nielsen, at han fra Vagtboden havde kunnet følge med i strandingen. Folk, der var kommet op til huset for at få varmen, havde berettet detaljer om strandingen. Da Henrik Falck konfronterede Gotfred Nielsen om rygtet om skipperens kiste med de mange penge, nægtede han pure kendskabet til den historie.
Rygtet var opstået hos udbygger Niels Ibsen på Kongens Mark i Rø (15. sg. Grund). Gotfred Nielsens familie var flyttet ind hos Niels Ibsen efter at Gotfred mistede sin fæstegaard, Gudmingegaard, og det var her Gotfred boede efter han blev løsladt. Niels Ibsen benægtede klogelig at han intet vidste om skibskisten.
Villum Poulsen fra Rø kunne derimod fortælle detaljeret om, hvad Gotfred og hans hustru Boel havde fortalt kort før jul 1739 hos Niels Ibsen. Boel havde fortalt, at netop den morgen kl. 5, da skibet var strandet, kom hun gående ned langs Stenbækken til stranden mod Vagtboden. Hun havde set skibet blive slået i stykker mod klipperne, medens mandskabet holdt fast i ”tachelet”. Hun havde set en død sømand på stranden. Ved stranden havde hun set folk stå ved en opbrudt kiste og dele penge i bunke. Gotfred Nielsen havde været klar over, at hvis historien kom ud ”kunde mand faae noch at bestille”.
Gotfred nægtede, at han og Boel havde fortalt om pengekisten og han ønskede straks afgive ed på at Villum vidnede falsk. Sættedommeren Henrik Falck, nægtede edsaflæggelse og henviste Gotfred til at stævne Villum for at lyve, hvilket Gotfred jo ikke havde råd til.
Hans Pedersen og Mads Pedersen Møller samt Rasmus Olsen fra Tejn, havde haft vagten i Vagtboet den omtalte dag. De sagde, at de først fik kendskab til vraget kl. 10 a 11 om formiddagen og at de ikke havde hørt noget om en skibskiste.

Bugten ved Stenbækken SØ for Tejn, hvor det svenske skib strandede i november 1738.

Nørreherredsting den 6. maj 1740

Villum Poulsen havde nævnt en række mennesker, der også havde været tilstede i huset, da Boel havde fortalt den opsigtsvækkende historie. De var nu indkaldte som vidner.
Første vidne var Hans Poulsen fra Rø. Han fortalte, at på omtalte dag før jul, havde Gotfred Nielsen hustru Boel fortalt, at hun var kommet til ”Vagta bo’et”. Da hun var i færd med at lægge i kakkelovnen, ”hørte hun et skrig, hvor over hun gik ud at see sig om”. Hun var gået ned til ”Steens Bekken, hvor hun saa nogle mandspersoner der havde en lodkiste mellem sig og der af dele penge og skaffed den utalte”.
Kierstine Poul Hartvig fra Rø sogn berettede, at Gotfred Nielsen havde fortalt om dengang han var arresteret i Tejn Vagtbod, da det svenske skib strandede ud for Stenbæk. Hans hustru sad om morgenen i Vagtboden og skulle lægge i kakkelovnen, da hun hørte skrig og råb, hvorfor hun gik den på stranden og så, at folk stod med skippers kiste og delte penge. Vidnet, Kierstine, havde dog ikke hørt navne på mændene. Snakken om strandingen og kisten blev derefter samtalens emne. Gotfreds datter Elne mente, at hun ikke kunne vidne, da hun ikke havde været til alters (konfirmeret). Niels Ibsen havde sagt til Elne ”at dit vidne er lige got udi saadan en sag som en ære og livssag”. Niels Ibsen havde ment, at der nok var noget om snakken og til Kierstine havde han sagt, at ”du kender nok den snedker som gjorde kisterne til de døde folk”. Niels Ibsens hustru sagde at snedkeren havde arbejde nok til et helt år.
På et andet tidspunkt havde Kierstine hørt Gotfred Nielsen og hans hustru fortælle detaljer om skibskisten. Den havde været rød. Mændene havde delt pengene i bunker, og der skulle have været ”trende halve lispund” (12 kilo) danske (penge)stykker. Efter ranet af pengene, skulle de have kastet kisten i vandkanten. Da de talte om hvem mændene var, havde Boel Andersdatter spurgt Kierstine om hun ”icke nok kiende en person boende i Olsker sogn, som havde bekommet en af Bagens døtre til Egte, samme Bagens døtremand holt om den ene ende af kisten”.
Man fornemmer, at historien blev endnu bedre med Boels antydning om, at Erich Pedersen havde været med til ranet. Med ”Bagens døtre” hentydes til ”Store Bakkegaards døtre” og dermed Marte Margrete, der lå i skilsmissesag med sin mand Erich, hvilket må have været tidens store samtaleemne.
Til Kierstine havde Boel svoret, at hun med ”sin siel oc sallighed vilde tilstaa det som hun for vidnet havde udsagt” for øvrigheden.
Karen, Anders Mogensens hustru og Grete, Niels Øbers hustru bekræftede alt hvad Kierstine havde sagt.

Afslutning

Sættedommeren Henrik Falk fik sit tingsvidne og dermed et dokument på, at øvrigheden havde taget hånd om sagen.
Gotfred Nielsen var ikke en lærd mand, men var snu og havde stor erfaring i at håndtere retssager, hvor han selv var anklaget. Han sagde irriteret, at han var blevet stævnet til en tingsvidnesag, der var grundet i ønsket om at kaste et nyt lys over strandingen. Nu kunne han konstatere, at sagen primært for at føre vidner ”mod hans mund”, altså for at udbrede falske rygter.
Da undersøgelsessagen var slut benyttede herredsfogeden lejligheden til at spørge Gotfred, hvad det var for et brev han løb om med på hele landet. Gotfred blev vred og svarede, at det ikke vedkom herredsfogeden eller nogen anden øvrighedsperson. Han forlod tingstuen ”med bulder og alarm” og gik ud for at købe et glas brændevin af herredsfogedens hustru.

Læs mere i Nørreherredstings protokols referat

Læs tidligere artikler om Gotfred Nielsen:

• Ildeslagen og medhandlet en fattig Enche 
• Opskrift på hjernevask eller køb af vidner
• Om Gotfred Nielsen, fæstebonde i Rø

Næste artikel handler om Gotfred Nielsen og hand forhold til Vestermariepræsten Gerlach – alias Philander.